Østjyllands Politi modtog onsdag kl. 07.46 en anmeldelse om en arbejdsulykke på Finlandsgade i Aarhus N. En 55-årig mand blev under nedrivningsarbejde klemt mellem et stykke sammenstyrtet mur og taget.
Brandvæsnet blev tilkaldt og assisterede med at befri manden fra murbrokkerne. Han blev efterfølgende kørt på hospitalet til videre undersøgelse. Ifølge de foreløbige oplysninger kom manden umiddelbart ikke kritisk til skade.