Fredag aften omkring kl. 17.30 modtog Østjyllands Politi flere anmeldelser fra borgere i Aarhus om en bryllupskortege af biler, der kørte fra det vestlige Aarhus ind mod midtbyen. Kortegen vakte opmærksomhed ved at flere bilister dyttede højlydt og kørte ind over cykelstier.
En færdselsbetjent i en civil videobil fik øje på kortegen på Søndre Ringgade, hvor flere af de omkring 10 biler kørte med havariblinket tændt uden gyldig grund. En af bilisterne forsøgte at undslippe politiet ved at sætte farten op og foretage flere ulovlige overhalinger. Betjenten fulgte efter og filmede hele hændelsen.
Bilisten gav op og kørte ind til siden på Silkeborgvej, hvor han forsøgte at skjule sig på bagsædet, men blev opdaget af betjenten. Føreren, en 29-årig mand, blev anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da både narkometertesten og alkometeret indikerede påvirkning. Han fik foretaget en blodprøve for at fastslå promille og dokumentere stoffer i blodet.
Den 29-årige blev yderligere sigtet for flere ulovlige overhalinger, forkert placering på vejen, overskridelse af spærrelinjer og ulovligt brug af havariblink. Han havde i forvejen flere verserende færdselssager og kan formentligt se frem til en længere periode uden kørekort.