Mandag eftermiddag blev en 46-årig mand sigtet for butikstyveri i et supermarked på Skelagervej i Aarhus N. Tyveriet blev anmeldt af personalet kl. 16.20, efter en vagt havde tilbageholdt manden.
Vagten observerede, at den 46-årige mand proppede flere vodkaflasker ind under sin jakke og forlod butikken uden at betale. Da politiet ankom, sad butikstyven i et baglokale sammen med vagten.
Den 46-årige mand havde en usædvanlig påklædning, idet han bar en badedragt under jakken. Badedragten var vendt omvendt, hvilket gjorde det muligt for ham at stikke flaskerne ned i rygudskæringen, der sad på maven.
Butikstyven erkendte at have stjålet syv flasker vodka.