Døgnrapporten i Aarhus: fredag den 17. december

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 9.30 

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 9.30 en 38-årig mand i grundlovsforhør. Han sigtes for at torsdag omkring kl. 10.30 i en lejlighed i Viby at have dræbt en 28-årig kvinde med flere knivstik.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 24-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold ved at torsdag kl. 20.53 ud for en beværtning på Åboulevarden i Aarhus at have slået en 26-årig mand i hovedet med et stort ølglas. 

Slaget, der tilsyneladende kom helt umotiveret, var så voldsomt, at glasset blev knust mod den 26-åriges baghoved. Han kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Da politiet kom frem kort efter anmeldelsen, udpegede flere vidner på stedet den 24-årige, som blev anholdt og sigtet. Han har en nylig dom for vold, og han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

**

 

Brand i lejlighed i Brabrand 

Torsdag kl. 22.22 blev politi og brandvæsen kaldt til en brand i en lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand. Branden var voldsom og bredte sig til taget, inden brandvæsnet fik slukket ilden. 

Flere beboere i bygningen blev evakueret undervejs, og ingen personer kom umiddelbart noget til ved branden. 

Der skete større skade i lejligheden, og der kom også vandskader i flere andre lejligheder. 

Brandårsagen er endnu ukendt, og Østjyllands Politi skal nu foretage brandtekniske undersøgelser af lejligheden.  


**

 

12-årig dreng overfaldet med slag

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 18.58 en anmeldelse om, at en 12-årig dreng var blevet slået flere gange og truet med kniv af tre drenge foran Viby Centret i Viby. 

Ifølge anmeldelsen havde drengene umotiveret slået ham i ansigtet, sparket ham og holdt en kniv op foran ham, inden de gik fra stedet. 

Den 12-årig kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Da politiet kom frem, var de tre drenge ikke på stedet, men Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til gerningsmændene, der formodes at være mellem 13-15 år. 


**

 

Lade brændte ned i Hadbjerg

Politi og brandvæsen rykkede torsdag kl. 7.01 ud til en brand i en lade med en del halmballer på Bavnehøjvej i Hadbjerg ved Hadsten. Branden var meget kraftig, og brandvæsnet måtte foretage en kontrolleret nedbrænding af laden, da det ikke var muligt at redde den. 

Ilden nåede ikke at brede sig til andre bygninger, og ingen personer eller dyr kom umiddelbart til skade ved branden. 

Det var ikke muligt for politiet at foretage en undersøgelse af brandstedet torsdag, og brandårsagen er endnu ukendt. 

**

 

Tog glemt indkøbsnet og blev sigtet

En 75-årig kvinde glemte torsdag omkring kl. 13.30 sit indkøbsnet, hvor hendes pung lå i, da hun havde været inde og handle i et supermarked på Hobrovej i Randers NV. Indkøbsnettet lå efterladt i en indkøbsvogn, men nettet var forsvundet, da den 75-årige kom tilbage for at hente det. 

Videoovervågning på stedet afslørede, at en kvinde, der havde været kunde i butikken, havde taget nettet, inden hun kørte fra stedet. 

Kvinden blev genkendt som en 49-årig kvinde, og kort efter bankede politiet på ved hendes adresse i Randers. Hjemme hos hende lå indkøbsnettet og pungen med en del kontanter, og den 49-årige blev sigtet for ulovlig omgang med hittegods, inden værdierne blev afleveret tilbage til den 75-årige. 

**

 

Flere anmeldelser om fyrværkeri

Østjyllands Politi har det forgangne døgn fået flere anmeldelser om affyring af fyrværkeri flere steder i Østjylland. 

Blandt andet i Tilst, hvor der torsdag aften var anmeldelser om, at nogle unge mænd skød noget fyrværkeri af mod nogle biler på en p-plads. 

Østjyllands Politi minder om, at selvom det er tilladt at købe fyrværkeri i perioden fra 15. december til 31. december, er det kun tilladt at fyre det af fra og med til den 27. december til og med den 1. januar.  

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 7.33 skete der et færdselsuheld på Hasle Ringvej i Aarhus N. En 29-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 69-årig mand, der blev skubbet op i en bil med en 57-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 11.00 skete der et færdselsuheld i krydset Clausholmvej/Ringvej Syd i Randers SØ. En 78-årig mandlig bilist foretog et venstresving og kørte ud foran en bil ført af en 18-årig kvinde, hvorefter de to biler stødte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 78-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 11.14 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Randers SV. Patruljen opdagede, at den 29-årige kørte med mobilen i hånden, og dirigerede ham derfor ind til siden. Da en narkometertest indikerede, at han var påvirket, blev han anholdt og sigtet. En blodprøve skal nu vise, om han havde stoffer i blodet under kørslen. 

Torsdag kl. 12.29 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus C. To lastbiler ført af hhv. en 34-årig mand og en 63-årig mand stødte sammen i forbindelse med et højresving. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. 

Torsdag kl. 22.20 skete der et færdselsuheld i krydset Bernhardt Jensens Boulevard/Mariane Thomsens Gade i Aarhus C. En 29-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 42-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Natten til fredag kl. 2.06 blev en 39-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Søndre Ringgade i Aarhus C.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Runehøjen i Hasle begået mellem torsdag d. 9/12 kl. 12.00 og torsdag d. 16/12 kl. 14.10
På Ankersgade i Aarhus C begået mellem torsdag d. 2/12 kl. 00.00 og torsdag d. 16/12 kl. 18.15

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi