Døgnrapporten i Aarhus: mandag den 18. oktober

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.00 en 27-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for røveri begået i Risskov den 18. september mod en 56-årig mand. 

Ifølge sigtelsen fandt røveriet sted om formiddagen ved en hæveautomat på Holmensvej. Den 56-årige havde netop hævet et par tusinde kroner, da den 27-årige skubbede hårdt til ham, så han væltede omkuld. Herefter tog den 27-årige pengene og stak af fra stedet. 

Den 56-årige fik nogle knubs ved røveriet men kom ikke alvorligt til skade. 

Den videre efterforskning, blandt andet overvågningsbilleder, ledte politiet på sporet af den 27-årige, som søndag blev truffet og anholdt til sagen. 

Han fremstilles mandag i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

**

 

Handlekraftige borgere standsede formodet spritbilist

To borgere handlede søndag eftermiddag resolut og fik forhindret en formodet spritbilist i at køre videre fra p-pladsen ved Aldi i Allingåbro. 

En mand opdagede søndag omkring kl. 13.30 en mandlig bilist, der slingrede meget kraftigt på Hovedgaden i Allingåbro og flere gange kørte ind over cykelstien. Da bilisten kørte ind på Aldis p-plads, fulgte manden efter.

Bilisten gik nu ud af bilen, og ifølge manden, gik han på meget usikre ben ind i butikken. Manden holdt bilisten under opsyn og kontaktede en kvinde på stedet, som ringede til politiet. 

Da en patrulje kort efter kom frem, havde kvinden taget bilnøglen fra den 37-årige bilist, som stod ved sin bil med en flaske uåbnet sprut i hånden. 

Flere borgere havde samlet sig omkring manden for at forhindre ham i at køre fra stedet, og han forholdt sig roligt ved politiets ankomst. 

Den 37-årige virkede kraftigt beruset, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Han fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der skal vise, hvad hans promille var. 

**

 

Formodede cykeltyve anholdt

En betjent, der var på vej på arbejde på politistationen i Aarhus C, opdagede søndag morgen kl. 6.00 to mistænkelige mænd, der stod med en vinkelsliber ved Scandinavian Center i Aarhus

Da de to mænd begyndte at skære i låsen på en ladcykel, der holdt på stedet, kontaktede betjenten sine kolleger på stationen, mens han holdt mændene under opsyn. 

Mændene stod stadig ved cyklen, og vinkelsliberen lå på jorden foran dem, da en patrulje kort efter ankom. 

Begge mændene, der er hhv. 36 og 38 år blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri. Den 38-årige blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en pose med amfetamin i hans lomme, da de visiterede ham. 

**

 

Sigtet for at stikke med proptrækker

En 49-årig mand blev søndag kl. 15.28 anholdt ved Rådhusparken i Aarhus C og sigtet for forsøg på grov vold. 

Nogle vidner kontaktede politiet, da de så den 49-årige stikke ud efter en 35-årig mand, og da politiet kom frem var begge parter stadig på stedet. 

Det viste sig, at de to havde haft en ophedet diskussion, og ifølge vidnerne havde den 49-årige pludseligt stukket ud efter den 35-årige med en skarp genstand. 

Den 35-årige var umiddelbart ikke blevet ramt, men havde fået en flænge i sin jakke. 

Da betjentene visiterede den 49-årige, fandt de en proptrækker, som de vurderede var gerningsvåbnet. 

Den 35-årige blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på grov vold og for overtrædelse af knivloven. 


**

 

Nægtede at forlade bodega og blev anholdt

Personalet på en bodega på Valdemarsvej i Randers SØ kontaktede søndag kl. 14.33 politiet og fortalte, at en 53-årig mand skabte uro på stedet. 

Ifølge medarbejderen opførte den 53-årige sig truende og aggressivt over for flere gæster, og han nægtede at forlade baren, selvom de flere gange havde bedt ham gå. 

Da patruljen kom frem, nægtede manden fortsat at gå fra stedet, så han blev hjulpet ud af betjentene, som gik med ham et stykke ned ad vejen. Men straks efter, at betjentene havde forladt ham, løb manden tilbage til bodegaen, mens han råbte forskellige skældsord mod patruljen. 

Den 53-årige blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Standset i fartkontrol – anholdt og sigtet for spritkørsel

Østjyllands Politis færdselsafdeling foretog søndag aften en hastighedskontrol på Sønderbakken i Odder. 

Fartgrænsen på stedet er 50 km/t, så da en 57-årig mandlig bilist kom kørende og blev målt til 67 km/t, vinkede en betjent ham ind til siden. 

Bilisten virkede kraftigt beruset, da betjenten tog kontakt til ham, og han blev derfor bedt om at blæse i et alkometer. Det viste en promille et godt stykke over det tilladte, og den 57-årige blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Desuden blev han sigtet for at køre for stærkt og for ikke at have medbragt sit kørekort. En blodprøve skal nu fastslå, hvad mandens promille var. 

Ud over den 57-årige standsede politiet flere andre bilister i kontrollen – seks af dem kørte så stærkt, at de fik et klip i kørekortet. Én af dem havde i forvejen to klip, så det nye klip udløste en betinget frakendelse af kørekortet. 

**

 

Mindre brand i Randers NØ

Politi og brandvæsen rykkede søndag kl. 15.26 ud til en brand i en lejlighed på Gl. Jennumvej i Randers NØ. Alle beboere var hurtigt ude af lejligheden, og ingen personer kom til skade ved branden, der hurtigt blev slukket. 

Branden var opstået ved en gryde, der havde stået på et komfur, men branden havde ikke nået at brede sig fra køkkenet. 

En beboer i lejligheden blev sigtet efter beredskabsloven på grund af uforsigtig omgang med ild. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 19.38 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Den 20-årige blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en joint på sig. 

Søndag kl. 23.47 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Lystrupvej i Risskov. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Rypevej i Assentoft begået mellem lørdag d. 16/10 kl. 19.00 og søndag d. 17/10 kl. 9.30
På Sanglærkevej i Assentoft begået mellem lørdag d. 16/10 kl. 15.30 og søndag d. 17/10 kl. 10.40
På Thujalunden i Randers SØ begået mellem lørdag d. 16/10 kl. 17.00 og søndag d. 17/10 kl. 10.50
På Skovsangervej i Assentoft begået mellem lørdag d. 16/10 kl. 15.00 og søndag d. 17/10 kl. 12.10
På Daddellunden i Romalt begået mellem fredag d. 15/10 kl. 17.00 og søndag d. 17/10 kl. 14.30
På Sanglærkevej i Assentoft begået mellem fredag d. 15/10 kl. 14.00 og søndag d. 17/10 kl. 15.37
På Daddellunden i Romalt begået søndag d. 17/10 kl. 17.03
På Trigevej i Søften ved Hinnerup begået søndag d. 17/10 kl. 20.46
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi