Døgnrapporten i Aarhus: søndag den 9. januar

Profilbillede

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnrapport fra Østjyllands Politi søndag d. 9. januar 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 1030

Vi fremstiller i dag kl. 1030 en 30-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for vold ved d. 08. januar, at have overfaldet en 24-årig mand på dennes bopæl.

De to mænd kendte hinanden, hvorfor vi senere på dagen kunne anholde den 30-årige.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere til sagen.

 

 

 

Demonstration forløb roligt

Lørdag aften var der anmeldt en demonstration i Aarhus med start og slut på Rådhuspladsen og en længere gåtur gennem Aarhus midtby undervejs. Demonstrationen var anmeldt til at begynde kl. 18.00, men længe inden var de første deltagere ankommet. Kl. 15.12 fik politiet en anmeldelse om, at der blev affyret bomberør på Rådhuspladsen, og der blev sendt en patrulje til stedet, hvor en 27-årig mand blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Han blev fundet i besiddelse af yderligere 15 uafskudte bomberør, der alle blev beslaglagt.

Demonstrationen begyndte ved 18-tiden, og kl. 19.20 begyndte de mellem 800-1000 demonstranter at gå en ca. 8,5 km lang rute gennem Aarhus midtby. Gåturen skabte lidt trafikale udfordringer undervejs, da demonstranterne fyldte en del, men der var kun tale om kortvarige forstyrrelser, da optoget hurtigt bevægede sig videre. Da demonstranterne gik forbi DOKK1 kort efter kl. 21.30, blev der affyret et romerlys, men et par betjente stod tæt på og fik med det samme fat i en 27-årig mand, der blev hevet ud af optoget og fik en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven. Derudover blev seks personer undervejs sigtet for besiddelse af narkotika.

Kl. 21.45 var demonstranterne retur på Rådhuspladsen, hvor demonstrationen fortsatte lidt endnu, dog med noget færre deltagere end først på aftenen.

 

Færdsel

Lørdag kl. 19.26 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand, da han blev standset af en patrulje på Bøjstrupvej i Ryomgaard.

 

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Bronzealdervej i Aarhus V begået mellem fredag kl. 16.15 og lørdag kl. 16.00.
På Hybenvej i Randers NV begået lørdag mellem kl. 16.30 og 23.44.
På Nordborggade i Aarhus C begået mellem fredag kl. 18.00 og lørdag kl. 12.00.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi