En medarbejder på et hotel på Store Torv i Aarhus endte natten til onsdag med at ringe til politiet, da nogle unge mennesker nægtede at følge hotellets regler og anvisninger.
Medarbejderen kontaktede politiet kl. 2:40 og fortalte, at en gruppe unge holdte fest på et hotelværelse, og at de var flere end de tilladte fire personer på værelset. Trods gentagne formaninger fortsatte de unge med at bryde reglerne, og medarbejderen forklarede, at gæsterne havde svaret ham igen og opført sig provokerende, hvorfor han havde set sig nødsaget til at tilkalde politiet.
Flere af de unge var i mellemtiden gået, men medarbejderen mente, at de stadig var mere end de tilladte fire personer, og de nægtede at booke flere værelser til de øvrige overnattende.
Da betjentene kom op på værelset, var der relativt roligt, men der var en enkelt person for meget derinde. Flere af de unge var ikke videre samarbejdsvillige, og i første omgang nægtede et par af dem at oplyse, hvem de var.
Til sidst indvilgede en 24-årig mand noget modvilligt i at forlade værelset, så der kun var de tilladte fire tilbage. På vejen ud med betjentene stoppede han dog gentagne gange op, råbte voldsomt op og gjorde modstand, når patruljen ville have ham til at gå. Det endte derfor med, at han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.
En 20-årig mand, der tidligere var gået fra hotelværelset og nu stod på gaden nedenfor, blandede sig under anholdelsen og råbte flere skældsord af betjentene. Han blev derfor også lagt i håndjern og blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Kilde: Østjyllands Politi