Torsdag d. 24. november 2022 blev en 25-årig mand omkring middagstid kontaktet af en ukendt person på Banegårdspladsen i Aarhus C.
Efterfølgende kom yderligere to ukendte personer til, og i fællesskab fik de tre personer den 25-årige mand til at hæve nogle tusinde kroner til dem fra en hæveautomat på Banegårdspladsen.
Senere lykkedes det de tre gerningsmænd at fortsætte med at få den unge mand til at hæve endnu flere tusinde kroner i kontanter til dem fra forskellige hæveautomater i Aarhus midtby, inden de forsøgte sig med at få den forurettede til at købe tre iPhones til dem i en forretning på Søndergade i Aarhus C.
Købet mislykkedes, men de tre personer slap afsted med de flere tusinde kroner, inden politiet blev kaldt til stedet.
Østjyllands Politi offentliggør nu billeder af de tre formodede gerningsmænd og beder om offentlighedens hjælp til at få dem identificeret.
Ring til politiet på telefonnummer 114, hvis du har viden om, hvem mændene er, eller hvor de befinder sig.
De tre personer beskrives som:
• A: Mand, mellemøstlig af udseende, 30-35 år, sort hår, kortklippet fuldskæg. Var iført en mørkegrøn dunjakke uden hætte, mørke bukser og New Balance sko med hvid sål og orange logo.
• B: Mand, mellemøstlig af udseende, 30-35 år, sort hår, der er kort i siderne og længere på toppen, mørkt fuldskæg. Var iført en hvid jakke med hætte og sort lynlås, blå cowboybukser med huller på knæet og sorte sko med hvid kant.
• C: Mand, mellemøstlig af udseende, 30-35 år, sort hår, kortklippet fuldskæg. Var iført en grå hættetrøje, lyse bukser og sorte Adidas sko med hvide Adidas striber og hvid sål. Havde grålig rygsæk på.