Falsk bankmand snød ældre kvinde

dato

En 98-årig kvinde fra Aarhus blev tirsdag eftermiddag snydt af en mand, der udgav sig for at være fra hendes bank. Manden ringede til hende, præsenterede sig som bankmedarbejder, og fortalte, at nogen uretmæssigt havde overført penge fra hendes konto. Han skulle derfor bruge hendes dankort og kode for at få orden på tingene igen. 

Kvinden afviste flere gange at give sin kode eller kort væk, men svindleren var særdeles insisterende og overbeviste til sidst den 98-årige om, at hun skulle afsløre sin pinkode og give sit kort til en mand, som banken ville sende til hendes adresse. 

Kort efter ankom den falske bankmand, og han fik udleveret kreditkortet, som der senere blev hævet en del tusinde kroner på. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og opfordrer til, at du aldrig giver din kode eller kort til andre – uanset hvem de udgiver sig for at være. Din bank vil aldrig ringe til dig eller møde op for at bede om kode eller kort. Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer om, at de skal passe på deres personfølsomme oplysninger. 

**

Kilde: Østjyllands Politi