En 52-årig mand er ved retten i Aarhus blevet idømt to års fængsel for tilbage i 2014 at have bortført sine tre børn, som han ikke havde forældremyndigheden til. Den 52-årige blev anholdt torsdag formiddag, da han med fly ankom til landet med to af børnene.
Rettelse: Der er tale om to piger og en dreng - og ikke tre døtre, som først udmeldt. Vi har opdateret artiklen og beklager fejlen.
-----
Mandag faldt der dom i en atypisk sag ved retten i Aarhus, hvor en 52-årig mand var tiltalt for at have bortført sine tre børn fra deres mor, som havde den fulde forældremyndigheden til dem alle tre.
Bortførelsen fandt sted i maj 2014, hvor manden uden moderens samtykke bragte de tre børn ud af Danmark med ulovligt henblik på et længerevarende ophold i Irak eller Kuwait.
Sagen mod den 52-årige mand var på forhånd berammet til domsafsigelse ved retten i Aarhus mandag, hvor den tiltalte havde tilkendegivet at ville møde op. Han blev anholdt torsdag formiddag i Københavns Lufthavn i forbindelse med sin indrejse til Danmark – ni år efter udrejsen med de tre bortførte døtre.
Børnene var på udrejsetidspunktet i 2014 hhv. 10, 13 og 15 år, og ved indrejsen til Danmark i torsdags fulgtes den 52-årige med de to yngste af børnene - en pige og en dreng - på nu 19 og 22 år.
Idømt to års fængsel
Fredag blev han fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Aarhus, sigtet for børnebortførelse, hvor han blev varetægtsfængslet i tre dage frem til mandagens domsafsigelse. Ved retten i Aarhus blev han så mandag eftermiddag idømt to års fængsel og udvist for bestandigt. ”Der er på alle måder tale om en meget trist sag, hvor ingen af de involverede parter står tilbage som vindere. Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om tre års fængsel, men jeg er nogenlunde tilfreds med rettens dom og sagens afgørelse, hvor den tiltalte – lidt overraskende – valgte at komme til landet i sidste uge efter ni års fravær,” siger Peter Rydder, specialanklager ved anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi.Den 52-årige mand valgte at udbede sig betænkningstid i forhold til at anke sagen til landsretten.
Han sidder fortsat varetægtsfængslet efter mandagens dom.