Retten i Aarhus har fredag kendt to mænd skyldige i at have udført terrorfremmende virksomhed overfor terrororganisationen Islamisk Stat – derudover blev tre andre mænd kendt skyldige i terrorfinansiering ved at have hjulpet med at sende penge til organisationen.
En sjette mand, der var tiltalt i sagen, blev frifundet for terrorfinansiering.
Det var en 30-årig og en 32-årig mand, der blev kendt skyldige i at have udført terrorfremmende virksomhed overfor Islamisk Stat under en rejse til Syrien i juli 2014. Derudover blev den 30-årige også kendt skyldig i at have forsøgt at tilslutte sig terrororganisationen, da han året efter forsøgte at komme ind i Syrien. Det mislykkedes dog, da han blev anholdt i Tyrkiet.
Retten fandt det også bevist, at den 30-årige i en periode fra 2013 til 2017 ydede økonomisk støtte til Islamisk Stat, og at det var ham, der foranledigede de fire andre mænd til at assistere ham i at overføre penge til terrororganisationen. I alt blev der overført eller forsøgt overført ca. 230.000 kroner fra den 30-årige og de tre mænd.
Det var PET, der i 2018 startede sagen op, og i marts 2021 overdrog de sagen til Østjyllands Politi, der den 27. april samme år anholdt de seks mænd i en koordineret aktion, og fem af de anholdte blev efterfølgende stillet for en dommer og alle blev varetægtsfængslet. Senere blev de tre mænd som alene er dømt for terrorfinansiering løsladt, mens den 30-årige og den 32-årige er forblevet i politiets varetægt.
Billeder fra Syrien
Det var blandt andet politiets aflytninger og en række digitale spor, der var nogle af de afgørende beviser, som anklagemyndigheden lagde frem i retten.
”Der er blandt andet billeder af den 30-årige og 32-årige med militærtøj og våben i Syrien, og en del digitale korrespondancer, der set fra anklagemyndighedens side viste ret tydeligt, hvad formålet med turen var, ligesom man kunne følge de elektroniske spor fra pengetransaktionerne til personer med tilknytning til IS,” siger specialanklager Dorthe Lysgaard.
Mændene nægtede sig alle skyldige og forklarede, at formålet med rejserne var at få den 30-åriges bror, som ligeledes opholdt sig i Syrien, til at rejse retur til Danmark, ligesom de alle forklarede, at formålet med at overføre pengene var at støtte humanitære formål – herunder familie til den 30-åriges bror.
”Sager om terrorisme er jo selvsagt meget alvorlige, og det har været en kompleks efterforskning, der har krævet en del ressourcer. Jeg er tilfreds med, at retten på baggrund af det omfattende efterforskningsmateriale også fandt, at der var beviser for, at mændene har støttet en terrororganisation. Nu afventer jeg rettens strafudmåling, ” siger Dorthe Lysgaard.
Det ventes, at der den 16. november falder endelig dom med strafudmåling.