Fire mænd idømt 23 års fængsel for omfattende telefonsvindel

Profilbillede
dato

Retten i Aarhus har fredag afsagt dom i en sag om omfattende telefonsvindel i form af databedrageri af flere hundrede ældre borgere til en samlet værdi af mere end 15 millioner kroner. De fire tiltalte mænd blev idømt samlet 23 års fængsel for som falske bankmænd i forening at have snydt de ældre borgere gennem en længere periode på halvandet år.

Fire mænd i alderen 19-24 år er fredag eftermiddag ved Retten i Aarhus blevet idømt mellem fem og et halvt og seks års fængsel for databedrageri af særlig grov beskaffenhed.

 

Bedrageriet har fundet sted ved, at de fire mænd i forening har ringet op til ældre borgere og blandt andet udgivet sig for at være bankmænd og den vej igennem udnyttet de ældre borgeres tillid og franarret dem store pengesummer. Sagens samlede værdi er på mere end 15.300.000 kr.

 

Sagen har været ført ved Retten i Aarhus over i alt 35 retsdage, da ekstraordinært mange forurettede har været indkaldt som vidner i forbindelse med bevisførelsen mod de fire gerningsmænd.

 

I alt 455 borgere har været identificeret som ofre i sagen og de fire mænd blev kendt skyldige – to af de tiltalte blev kendt skyldige i alle forhold og de øvrige to blev kendt skyldige i den overvejende del af sagens forhold.

 

Sagen omfatter 193 fuldbyrdede forhold og 243 forsøgsforhold til en tilsigtet økonomisk vinding af ukendt størrelse.

 

”Der er tale om en særdeles omfattende og kompliceret sag, som har krævet et ekstraordinært stort efterforskningsarbejde. Vi er derfor tilfredse med, at de fire tiltalte nu har fået deres dom, og at der er blevet idømt lange fængselsstraffe, som overordnet ligger tæt på vores strafpåstand i sagen,” siger specialanklager Maj Toftgaard fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, som har ført sagen ved retten sammen med anklagerfuldmægtig Jens Thule.

 

Foregik over flere måneder

Svindlen mod de hundredevis af ældre borgere foregik i en længere periode fra den 24. november 2020 og helt frem til den 7. juni 2022.

 

Dagen efter – onsdag den 8. juni 2022 – skred Østjyllands Politi til anholdelse af i alt syv personer rundt omkring på forskellige adresser i det vestlige Aarhus. Anholdelsesaktionen var kulminationen på en omfattende efterforskning

 

Fremgangsmåden var stort set den samme hver gang; borgerne blev ringet op af en gerningsmand, der blandt andet udgav sig for at være fra borgerens bank eller fra Nets. Borgeren fik i den forbindelse at vide, at der har været nogle uregelmæssigheder, eller at der har været foretaget køb fra hans eller hendes bankkonto, og det derfor var vigtigt hurtigt at få det bragt i orden. På den måde fik svindlerne narret de ældre borgere til at udlevere bankoplysninger, godkende overførsler af penge eller køb af varer i den tro, at vedkommende i den anden ende af røret ville hjælpe med at få rettet op på problemerne.

 

”Omfanget af bedragerierne er store og fremgangsmåden er tilmed yderst usympatisk, da gerningsmændene nøje har udvalgt ældre ofre, som de formodede, var nemmere at narre. Der er tale om systematisk og nøje planlagt og organiseret kriminalitet,” siger specialanklager Maj Toftgaard.

 

Tre af de anholdte fra aktionen i sommeren 2022 blev efterfølgende løsladt, men retten var enig med anklagemyndigheden i, at det er bevist, at de 4 dømte har begået databedragerierne med andre.

 

De fire dømte mænd har under sagen nægtet sig skyldige. Den ene af de dømte ankede dommen til landsretten, mens de tre øvrige udtog sig betænkningstid. To af dem blev hver idømt fem et halvt års fængsel, mens de øvrige to hver fik seks års fængsel.

 

Anklagemyndigheden overvejer nu nærmere, hvorvidt man fra anklagemyndighedens side også ønsker at anke dommen.

 

Myndighederne ser med stor alvor på denne og andre lignende kriminalitetsformer, da det er undergravende for den tillid, som borgerne i landet skal kunne have til banker og lignende instanser, som alle benytter sig af.

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi