Flere klip uddelt under færdselsindsats på Giber Ringvej

dato

Flere borgere har den seneste tid kontaktet politiet med anmeldelser om, at der bliver kørt for stærkt på Giber Ringvej syd for Aarhus.

På den baggrund foretog Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi onsdag aften hastighedskontrol på strækningen. Denne bekræftede borgernes anmeldelser, da der på knap halvanden time blev sigtet ni personer for hastighedsovertrædelser. Heraf kørte otte så hurtigt, at det udløste et klip i kørekortet.

Særligt en person gjorde sig dog uheldigt bemærket: En mandlig bilist kom kørende med 109 km/t mod de tilladte 80 km/t, men kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han var frakendt førerretten og ikke måtte køre bil.

Bilens ejer, som sad ved siden af og var i besiddelse af gyldigt kørekort, fik derfor også en bøde for at overlade sin bil til en person uden gyldig førerret.

Samlet set fordelte overtrædelserne sig således:

  • 3 x hastighedsovertrædelser til klip i 8+-zone
  • 3 x hastighedsovertrædelser til klip i 70-zone
  • 1 x øvrige hastighedsovertrædelser
  • 1 x kørsel i frakendelsestiden
  • 1 x manglende overholdelse af oplysningspligt
  • 3 x øvrige færdselsovertrædelser

Færdselspolitiet udførte ligeledes hastighedskontroller på Giber Ringvej flere gange i sidste uge, hvor der også blev uddelt flere bøder.


**

Kilde: Østjyllands Politi