Ved Retten i Aarhus finder der i dag kl. 10.00 et grundlovsforhør sted, hvor anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller en 21-årig mand. Manden er sigtet for et groft overfald på en 26-årig mand, der fandt sted på Lille Torv i det centrale Aarhus omkring kl. 02.50 natten til søndag.
Under overfaldet blev den 26-årige mand slået flere gange i ansigtet og nikket skaller, hvorefter gerningsmændene frarøvede ham hans AaB-jakke. Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kort tid efter hændelsen, men gerningsmændene var forsvundet ved politiets ankomst.
Politiet har dog identificeret de tre formodede gerningsmænd, og den 21-årige blev anholdt onsdag aften kl. 19.05 i Tranbjerg J af Østjyllands Politis Specialpatrulje. Han fremstilles nu i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, sigtet for røveri, subsidiært vold og ulovlig tvang i relation til en idrætsbegivenhed. Sigtelsen henviser til § 81 g i straffeloven, en ny bestemmelse.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre til grundlovsforhøret. Østjyllands Politi har ingen yderligere kommentarer til sagen, men opfordrer de to formodede medgerningsmænd til at melde sig selv, da politiet er bekendt med deres identitet.