Ved Retten i Aarhus finder der tirsdag kl. 10.30 et grundlovsforhør sted, hvor anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller en 23-årig mand. Den 23-årige er sigtet for forsøg på manddrab efter en hændelse den 16. juni ca. kl. 17.42 på Banegårdspladsen i Aarhus C, hvor han stak en 22-årig mand i halsen med en kniv.
Politiet fik tidligt i efterforskningen mistanke til den 23-årige, men kunne ikke finde frem til ham. Mandag blev der sendt en offentlig efterlysning ud med billede og navn på den mistænkte. Sent mandag eftermiddag meldte den 23-årige sig selv og blev anholdt og sigtet i sagen.
Den 23-årige, som er fuldgyldigt medlem af rockergrupperingen Bandidos, bliver fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Politikommissær Anders Schouby udtaler, at det er et voldsomt overfald, men understreger, at der intet indikerer, at overfaldet er relateret til en bandekonflikt. Motivet til overfaldet skal findes i en personlig konflikt mellem de to parter, som har haft nogle uoverensstemmelser.
Østjyllands Politi har efterforsket sagen intensivt og ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi har fjernet navn og billede af den 23-årige samt opfordret dem, der har delt efterlysningen, til at fjerne den.