Ved Retten i Aarhus finder der kl. 9.30 et grundlovsforhør sted, hvor anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller to udenlandske mænd, der er sigtet for et indbrud begået i Tilst torsdag formiddag. Mændene, der er henholdsvis 37 og 39 år gamle, er hollandske statsborgere.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om indbruddet kl. 11.00, og flere patruljer blev straks sendt til stedet, hvor flere personer blev set forsøge at bryde ind i et hus i Tilst. De to mænd blev anholdt få minutter senere af en motorcykelbetjent fra Østjyllands Politi, ikke langt fra gerningsstedet. Mændene passede på signalementet fra anmeldelsen og blev gjort bekendt med deres anholdelse kl. 11.17.
Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret af hensyn til sagens fortsatte efterforskning. De to mænd fremstilles med henblik på varetægtsfængsling.