Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.00 en 47-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for indbrud begået mellem tirsdag kl. 22.50 og onsdag kl. 06.30 i en lejlighed på Kalmargade i Aarhus N.
Ifølge sigtelsen kravlede den 47-årige ind af et åbentstående vindue i kælderlejligheden, mens to beboere lå og sov. Inde i lejligheden stjal han en bærbar computer, et smart watch, et par sko og nogle punge med kontanter og kreditkort, inden han stak af fra stedet.
Da beboerne vågnede om morgenen, opdagede de tyveriet og anmeldte det til politiet. Via sporingsfunktionen på det stjålne smart watch fandt en patrulje kort efter frem til en 50-årig kvindes lejlighed i Aarhus, hvor uret og nogle værdier fra indbruddet blev fundet.
Der var ingen hjemme, men der lå flere effekter, der tilhørte den 47-årige, og da han og den 50-årige kvinde senere onsdag blev truffet af en patrulje på gaden, blev de begge anholdt.
På sig havde den 47-årige blandt andet et kreditkort, der var stjålet fra lejligheden, og det viste sig, at han også havde brugt det til at betale nogle varer med i en butik.
Kvinden blev kort efter løsladt, mens den 47-årige fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Ud over indbruddet natten til torsdag sigtes han for databedrageri ved at have brugt det stjålne kreditkort og for forsøg på indbrud på et ukendt sted onsdag, hvor han blev truffet med bl.a. et koben på sig. Onsdag var det dog ikke muligt at finde frem til et gerningssted, og den 47-årige blev derfor den dag løsladt efter endt afhøring.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00
Kilde: Østjyllands Politi