Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.00 en 50-årig nigeriansk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for dokumentfalsk og ulovligt ophold.
Onsdag ved middagstid fik politiet en anmeldelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som fortalte, at en mand havde vist noget, der lignede et falsk pas, da han ville søge arbejdstilladelse ved styrelsens kontor på Dokk1 i Aarhus.
Da en patrulje kort efter kom frem, forsøgte manden at stikke af, men han blev hurtigt holdt tilbage.
Det viste sig, at manden var i besiddelse af et falsk irsk pas, og at han ikke har en gyldig opholdstilladelse.
Han blev derfor sigtet og anholdt.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.00
Kilde: Østjyllands Politi