Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00

dato

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 en 19-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for at have bragt andres liv og førlighed i fare, efter at han natten til mandag ifølge politiets vurdering kørte vanvidskørsel med narkotika i blodet.  

En patrulje ville omkring kl. 00.50 standse den 19-årige i et rutinetjek ved krydset Randersvej/Skejbyvej i Aarhus, men i stedet for at holde ind til siden, satte han hastigheden op og forsøgte at køre fra politiet. 

Under den efterfølgende eftersættelse begik den 19-årige ifølge sigtelsen adskillige overtrædelser af færdselsloven. Blandt kørte han ved Tranekærvej ned ad en gangsti, der er forbeholdt færdsel til fods, på Vejlbygade kørte han ad en cykelsti og på Tjelevej måtte to personer, der var ude at gå med deres hund, springe til side for at undgå at blive ramt. 

Derudover kørte han overfor rødt og overfor ubetinget vigepligt flere gange. 

For enden af Tjelevej hoppede han ifølge sigtelsen ud af bilen og lod bilen trille, så den ramte et busskur ved Grenåvej. 

Herefter stak den 19-årige i løb, og det lykkedes ham i første omgang at flygte fra politiet ind blandt nogle huse på Tretommervej. En politihund snusede sig dog frem til den unge mand, der sad og gemte sig bag nogle cykler i en indkørsel. 

Den 19-årige sigtes efter straffelovens §252 og narkokørsel og fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

På grund den voldsomme kørsel vurderer politiet, at der er tale om vanvidskørsel, og bilen, som tilhører en af den 19-åriges venner, er derfor blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.   

**

Kilde: Østjyllands Politi