Natten til mandag kl. 00.54 standsede en patrulje en bil i et rutinetjek på Dagmar Petersens Boulevard i Aarhus C, men da føreren af bilen holdt ind, skyndte han sig ud og tog flugten til fods.
En hundepatrulje kom hurtigt til stedet, og politihunden ledte hundeføreren gennem nogle gader og hen til en baggård på Bernhardt Jensens Boulevard. Her opdagede betjenten en mand, der sad og gemte sig, og da han så politiet, løb han videre fra stedet.
Betjenten satte efter og råbte til den flygtende mand, at hunden ville blive sat fri, hvis han ikke standsede. Det fik manden til at opgive, og han blev kort efter lagt i håndjern.
Det viste sig, at den flygtende bilist var en 30-årig mand, der er frakendt kørekort, så han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
**
Hundepatrulje fik fat i flygtende bilist
Kilde: Østjyllands Politi