Natten til søndag kl. 00:40 modtog en husejer på Delfivej i Hårup, nord for Aarhus, en notifikation om indbrud. Via sin overvågning kunne husejeren se to ukendte personer forsøge at tildække kameraet i huset. Husejeren alarmerede straks politiet via 112.
Flere patruljevogne blev sendt mod stedet, og en af dem fik kontakt til et køretøj, hvis fører satte farten op, hvilket resulterede i en kortvarig eftersættelse. Under jagten bemærkede betjentene, at der blev kastet hvide ting ud fra bilens førerside, som viste sig at være Royal Copenhagen tallerkner, der blev knust ved kontakten med jorden.
Politiet fik bragt køretøjet til standsning og fandt to mænd på 23 og 33 år i bilen. Der var flere ting i bilen, som mændene ikke kunne redegøre for. Husejeren bekræftede senere, at genstandene i bilen stammede fra hans hjem. De to mænd blev derfor anholdt og sigtet for indbrud.