Østjyllands Politi modtog tirsdag eftermiddag kl. 15.47 en anmeldelse om et igangværende indbrud i en bolig på Magnoliavej i Viby J. En opmærksom nabo havde observeret en mistænkelig person luske rundt i haven, hvilket førte til, at flere patruljer blev sendt til stedet.
En af patruljerne fik øje på den formodede gerningsmand foran en personbil. Da gerningsmanden så politiet, skyndte han sig ind i bilen og accelererede kraftigt væk fra gerningsstedet. Under flugten blev en betjent ramt af bilens b-stolpe, men ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade.
Politiet mistede bilen af syne efter en kortere eftersættelse, men den blev senere fundet ved en adresse i Tranbjerg J. Her blev en 36-årig mand med bopæl på stedet anholdt. Han blev sigtet for indbrud, vold mod en tjenestemand samt for at have forvoldt fare for en betjents liv eller førlighed. Den 36-årige blev fundet i besiddelse af stjålne genstande fra gerningsstedet.
Politiet besluttede at beslaglægge den 36-årige mands bil, hvilket han protesterede imod. Efterforskningen af sagen fortsætter.