To udenlandske mænd blev torsdag idømt hver fem et halvt års fængsel for et usædvanligt groft røveri begået mod en forretning i Aarhus, hvor de stjal ure for flere millioner kroner. En tredje mand blev idømt halvandet års fængsel for hæleri ved at have modtaget urene for at sælge dem.
De to mænd på 27 og 31 år, der stod bag røveriet er begge fra Montenegro, mens den tredje mand, som aftog urene for at sælge dem videre, er 37 år og hollandsk statsborger. De blev alle udvist af Danmark i forbindelse med dommen.
Truede med pistol
Det var den 25. maj 2025, at de to montenegrinske mænd mødte op i forretningen i Rosensgade i Aarhus C, hvor de foregav at de var interesserede kunder, der ville se på ure. Da mændene blev lukket ind, trak de en pistol, som de truede ejeren og en ansat med, hvorefter de tvang dem ud i baglokalet og stripsede deres hænder og fødder.
Herefter stjal de to mænd 62 ure til en værdi af omkring 5,6 millioner kroner, inden de flygtede fra stedet.
Anholdt tæt på grænsen
Østjyllands Politi havde hurtigt efter anmeldelsen mange patruljer i området, men det lykkedes i første omgang ikke at få fat i gerningsmændene. Der blev indledt en massiv efterforskning, og tre dage efter blev de to mænd anholdt tæt på grænsen til Tyskland efter godt samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi, inden de nåede ud af landet.
Den tredje mand, som var i færd med at aftage urene, blev også anholdt.
I retten erkendte de to mænd at have begået røveriet, men de forklarede, at det var helt spontant og ikke planlagt. Den fremlægning troede hverken anklager eller dommer på.
"Ud fra deres færden inden røveriet og den måde de agerer på efter, så var vi overbeviste om, at det her var nøje planlagt. Grunden til, at det blev et stridspunkt i retten er, at det som udgangspunkt giver en højere straf, hvis der er tale om et organiseret røveri. Ud over at det var planlagt, så var det også et usædvanligt brutalt røveri, som har været meget voldsomt for personalet i forretningen. Disse momenter indgik i rettens vurdering, og derfor endte det med en betydelig fængselsstaf," siger specialanklager Dorthe Lysgaard fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Særlig grov beskaffenhed
Begge de montenegrinske mænd blev dømt for røveri af særlig grov beskaffenhed og for besiddelse af et skarpladt skydevåben i et offentligt rum under særligt skærpende omstændigheder, mens den hollandske mand blev dømt for hæleri af særlig grov beskaffenhed.
De røveridømte modtog dommen og den hæleridømte udbad sig betænkningstid i forhold til ankespørgsmålet.