En beboer på Gustav Holms Vej i Aarhus N vågnede natten til tirsdag omkring kl. 01.30 ved, at hendes hund gøede, og da hun stod op, kunne hun se et par mørkklædte mænd lyse rundt med en lommelygte tæt på huset.
Kvinden ringede hurtigt til politiet og en patrulje var ganske kort tid efter fremme på stedet, hvor de traf to mænd, der befandt sig i området. Det lykkedes den ene at nå at stikke af, da han så politiet, men den anden, en 41-årig mand, blev pågrebet og lagt i håndjern – syv minutter efter beboeren havde ringet.
I en lille rygtaske, som den 41-årige havde på sig, fandt betjentene et koben, et par handsker, en vinkelsliber og en balaclavahue, og på den baggrund blev han anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.
Husk, at det er en rigtig god idé at lave en aftale med dine naboer om at kigge efter dit hus, mens du er på ferie, og så kan du jo gengælde tjenesten, mens de er på ferie. Ser du nogle mistænkelige personer køre rundt i dit nabolag, så ring til politiet på tlf. 114. Ser du nogen i færd med at begå indbrud eller nogen, der fx lusker rundt i mørket på din eller naboens grund, så ring 112.
**
Luskede rundt ved villa Fanget med indbrudsværktøj i tasken
Kilde: Østjyllands Politi