Mand antastede piger ved skole: Politiet efterforsker sagen

dato

<br>Østjyllands Politi efterforsker to episoder ved Ellevangskolen i Risskov, hvor en mand har antastet piger fra de mindre klasser ved et stisystem tæt på skolen.

 

Onsdag i sidste uge fik politiet første anmeldelse, som kom fra en forælder til en pige, der havde været på vej hjem om eftermiddagen, da manden antastede hende. Ifølge pigen havde han kortvarigt fat i hende, inden det lykkedes hende at komme væk.

Efterfølgende fik Østjyllands Politi en henvendelse om, at der fredagen forinden havde været en episode, hvor en mand havde kontaktet to piger i samme område og bedt dem komme med.

Politiet er i fuld gang med at efterforske de to sager. Der er foretaget afhøringer, søgt med hunde i området og iværksat flere efterforskningsskridt for at finde frem til manden.

Pigerne har beskrevet manden som: 

  • Dansk af udseende, lys i huden
  • Mellem 20-30 år
  • Stort, kraftigt hår
  • Iført sort tøj

Begge episoder fandt sted om eftermiddagen på stierne ved boldbanen ved siden af Ellevangskolen.

Af hensyn til den videre efterforskning og de involverede børn ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere detaljer om hændelserne.

"Det er selvfølgelig en sag, vi tager meget alvorligt, og efterforsker intensivt for at finde frem til manden. Samtidigt har vi en god dialog med de involverede forældre, Aarhus Kommune og skolen, så vi kan forsøge at imødegå den utryghed, der naturligt opstår. Så vi håndterer sagen både i et efterforskningsspor og i et forebyggelsesspor," siger vicepolitiinspektør Mads Flansmose

Østjyllands Politi opfordrer til, at man kontakter politiet, hvis man ser en mand, der passer til signalementet, der går rundt i samme område, og at man involverer politiet, hvis man har viden om andre sager.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.


Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi