En 33-årig mand blev tirsdag idømt et år og otte måneders fængsel ved Retten i Aarhus for blandt andet 11 indbrud og to indbrudsforsøg begået i en periode mellem december 2020 og april 2026.
Manden blev anholdt mandag den 6. april 2026 kort før kl. 01.00, da en patrulje blev opmærksomme på ham på Fuldenvej i Beder. På sig havde han blandt andet et koben, stjålne smykker, forskellige mindre designgenstande og elektronik.
Manden er blevet kædet til en lang række indbrud, tyverier og andre kriminelle forhold, som resulterede i, at han tirsdag den 30. juni 2026 blev idømt et år og otte måneders ubetinget fængsel for blandt andet 11 indbrud og to indbrudsforsøg begået primært i kælderrum og villaer i Aarhus og omegn.
"Der er tale om en mand, som over en længere periode har begået adskillige indbrud. Jeg er derfor tilfreds med, at efterforskningen af sagerne har ført til, at gerningspersonen blev identificeret, og at han tilstod i langt de fleste indbrud og indbrudsforsøg, som vi har rejst tiltale for, og at han er blevet idømt en længere ubetinget fængselsstraf," siger anklagerfuldmægtig Matilde Edith Madsen fra Anklagemyndigheden i Østjyllands Politi.
Blev kørt som tilståelsessag
Retssagen blev kørt som en tilståelsessag. Den tiltalte 33-årige mand tilstod de fleste af de forhold, han var tiltalt for og fik derfor en tilståelsesrabat, således at straffen endte på et år og otte måneders fængsel i stedet for to års fængsel.
"Et år og otte måneders ubetinget fængsel er en mærkbar straf, også selv om retten har taget højde for den tiltaltes tilståelse. Dommen sender et klart signal om, at domstolene ser med stor alvor på gentagne indbrud," siger anklagerfuldmægtig Matilde Edith Madsen og fortsætter:
"En stor del af indbruddene blev begået i kælderrum i Aarhus, hvor de mange indbrud har skabt utryghed for nogle borgere. Derfor er vi tilfredse med, at sagen nu er afsluttet med en dom, som betyder, at den dømte ikke kan begå nye indbrud, mens han afsoner sin straf."
Sommerferien er højsæson for indbrud
Østjyllands Politi oplever sædvanligvis en markant stigning i antallet af indbrud i ferieperioderne, og her er sommerferien ingen undtagelse.
Derfor patruljer Østjyllands Politi ekstra i områder med særlig risiko for indbrud, kører ud til alle anmeldelser om indbrud i private hjem og sikrer spor, sammenholder sager og vurderer, om der skal rejses tiltale mod anholdte m.m.
Vi opfordrer borgere, der rejser væk i sommerferien, til at sikre deres hus mod indbrud ved eksempelvis at følge disse råd:
- Brug sikkerhedsbeslag på udsatte vinduer og døre
- Lås stiger, haveredskaber og løse genstande inde, så de ikke kan bruges til at bryde ind eller knuse en rude
- Fjern, smykker, bilnøgler, kontanter og andre værdier, så de ikke kan ses udefra
- Klip hækken ned og lys dit hus op, så tyven bedre kan ses udefra
- Lav en aftale med naboen om at holde øje med hinandens huse, bruge skraldespanden eller parkere i indkørslen, imens du er væk
Hvis du ser et igangværende indbrud, så ring 112, og hvis du ser noget mistænkeligt, så ring 114.