Mand stjal jakke på værtshus

Profilbillede
dato

En 27-årig mand oplevede natten til fredag kl. 01.40, at hans jakke var blevet stjålet fra en bænk på en beværtning i Fiskergyde i Aarhus.

To kvinder på stedet kunne fortælle, at en mand netop havde taget jakken og var gået. Den 27-årige gik straks ud for at lede efter ham.

Han fik hurtigt øje på en 30-årig mand, der bar jakken, og konfronterede ham. Det resulterede i, at den 30-årige slog den 27-årige i ansigtet og forlod stedet.

Den 27-årige fulgte efter ham sammen med en dørmand, og de fik øje på en patrulje på Åboulevarden. 

Betjentene henvendte sig til den 30-årige, og da den 27-åriges nøgler og ID befandt sig i jakken, var der ingen tvivl om, at jakken tilhørte ham. Den 27-årige fik sin jakke tilbage, og den 30-årige blev anholdt og sigtet for tyveri.

Kilde: Østjyllands Politi