Østjyllands Politi har truffet afgørelse om at oprette et midlertidigt militært område - også kendt som et MMO - på havnen i Aarhus. MMO'et vil være bevogtet og placeret på et i forvejen aflukket havneområde uden adgang for offentligheden.
Fra mandag den 6. maj kl. 08.00 til mandag den 3. juni kl. 20.00 vil der igen være oprettet et midlertidigt militært område på havnen i Aarhus.
Området er placeret på et i forvejen aflukket havneområde uden adgang for offentligheden. Der vil desuden blive opsat tydelig skiltning med informationer om, at der er adgang forbudt for uvedkommende på det militære område.
Det midlertidige militære område bliver etableret efter anmodning fra Forsvaret, da Danmark skal yde værtsnationsstøtte til allierede tropper, som ankommer med fragtskib til havnen i Aarhus og efterfølgende skal videre gennem landet.
Operationen er en del af den samlede værtsnationsstøtte, også kaldet Host Nation Support (HNS), hvor en amerikansk enhed ankommer til Aarhus Havn og materiel skal opmarcheres på havnen inden videre afgang. MMO’et bliver oprettet som en del af operation Hawk Assistor.
Foruden adgangsforbuddet på det midlertidige militære område vil der også blive oprettet en flyveforbudszone over MMO’et. Flyveforbudszonen vil være gældende i samme tidsrum som det midlertidige militære område.
Det aflukkede område på havnen i Aarhus vil blive bevogtet af Forsvaret og Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland i tæt samarbejde med Østjyllands Politi.
På havnen i Aarhus var der i januar og august sidste år oprettet lignende MMO’er i forbindelse med HNS. Det er ikke Østjyllands Politis forventning, at værtsnationsstøtten på havnen i Aarhus vil få mærkbar betydning for borgerne eller trafikafviklingen i området.
Læs mere om Host Nation Support og den danske værtsnationsstøtte på Forsvarets hjemmeside: https://www.forsvaret.dk/da/opgaver/host-nation-support2/