Motorcykeltyv taget på fersk gerning

dato

Onsdag morgen kl. 06.50 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en opmærksom borger, der havde set nogle mænd stå og rode med en motorcykel, som de angiveligt forsøgte at stjæle, ved Vestre Kirkegård på Silkeborgvej i Aarhus C.

En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor to personer ved politiets ankomst blev set løbe fra en parkeringsplads ved kirkegården. På parkeringspladsen stod en motorcykel og en scooter samt en personbil, hvori en tredje mand befandt sig.

Den pågældende mand i bilen – en 21-årig mand – blev af betjentene sigtet for brugstyveri af den pågældende motorcykel og anholdt.

Flere patruljer blev sendt til stedet, men det lykkedes i første omgang ikke at finde frem til de øvrige personer. Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og har pt. ikke yderligere kommentarer.

---

Lidt senere på morgenen kl. 09.24 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse af et lignende forhold fra en opmærksom borger, denne gang omhandlende et igangværende tyveri af et el-løbehjul på Værkmestergade i Aarhus C.

En patrulje blev sendt til stedet, og fire mænd blev truffet af politiet. En 39-årig mand erkendte at have forsøgt at stjæle et el-løbehjul, og han blev derfor sigtet. 

En anden af mændene – en 43-årig mand – var i besiddelse af en el-cykel, som betjentene skønnede var stjålet, da låsen på den var skåret op. Cyklen blev derfor også medbragt til politistationen, og den 43-årige blev sigtet for brugstyveri.

**

Kilde: Østjyllands Politi