Narkosmugler fik straksdom på seks års fængsel og udvisning for bestandig

Profilbillede
dato

Det startede med et grundlovsforhør, men endte med en straksdom på seks års fængsel og udvisning for bestandig, da en 31-årig hollandsk mand fredag tilstod at have medvirket til indsmugling af et stort parti narkotika fra Holland til Danmark.

National Enhed for Særlig Kriminalitet Vest (NSK Vest) har i dag ved retten i Aarhus fremstillet en 31-årig hollandsk mand i grundlovsforhør. Han blev sigtet for i marts 2020 at have medvirket til indsmugling af et stort parti narkotika fra Holland til Danmark, som han transporterede hertil i en lastbil.

Den hollandske mand erkendte sig skyldig i retten. Retten idømte ham derfor en straksdom på seks års fængsel og udviste ham af Danmark for bestandig.

”Jeg er rigtig godt tilfreds med, at der kunne falde en hurtig dom i sagen, hvilket navnlig skyldes et virkelig godt stykke efterforskningsarbejde og et rigtig godt samarbejde mellem det danske og det hollandske politi,” siger advokaturchef i NSK Vest, Camilla Winther Wagner.

 

Leverede hash og kokain

I retten tilstod hollænderen, at han den 11. marts 2020 leverede flere kilo kokain og adskillige kilo hash til en 46-årig dansk mand på Kanalholmen i Hvidovre, og at han senere samme dag også leverede flere hundrede kilo hash til en 36-årig dansk mand på Kornmarksvej i Hvidovre.

De to danske mænd, som begge blev anholdt kort tid efter leveringerne, har erkendt at have modtaget de mange kilo narkotika. De blev begge dømt ved retten i Aarhus den 20. marts 2020. Den 46-årige mand blev straffet med fængsel i syv år, og den 36-årige blev straffet med fængsel i to år.

Sagen har været efterforsket i tæt samarbejde mellem National Enhed for Særlig Kriminalitet Vest og flere hollandske politienheder. Den hollandske mand blev udleveret fra Holland til strafforfølgning i Danmark på baggrund af en europæisk arrestordre udstedt af retten i Aarhus.

Manden modtog dommen, og skal nu retur til Holland, hvor han skal afsone fængselsstraffen.

 

**

 

Denne artikel er skrevet af Linnéa Funk og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi