Nyt fra Aarhus i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.00 i Retten i Randers en 35-årig mand, der sigtes for salg af narkotika ved natten til mandag kl. 01.00 på en adresse i det nordøstlige Randers at være fundet i besiddelse af amfetamin samt kort forinden i sin bil at være fundet i besiddelse af adskillige tusinde kroner, som formodes at stamme fra salg af over 1 kg amfetamin.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere om sagen.

**

 

Vaks cyklist fik sendt politiet efter cykeltyv

Natten til mandag kl. 02.22 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en 22-årig kvinde, der på cykel jagtede en mand, som hun netop havde set stjæle en cykel, der holdt parkeret ved Mejlgade i Aarhus.

Kvinden var kommet cyklende gennem Mejlgade, da hun havde set manden skære cykellåsen over med en vinkelsliber, hvorefter han havde sat sig op på cyklen og kørt fra stedet i retning mod Nørrebrogade. Kvinden besluttede sig for at køre efter ham, mens hun ringede efter politiet.

En patrulje ankom kort efter til krydset Nørrebrogade/Nørre Boulevard, hvor de fik kontakt til den 22-årige kvinde, der oplyste, at manden var ca. 100 meter foran hende og kørte på en hvid el-cykel og havde en rygsæk på ryggen.

Patruljen kørte videre nordpå af Randersvej og spottede kort efter en cyklist, der passede på signalementet. Betjentene fik standset cyklisten ud for Nobelparken. Den 44-årige mand erkendte med det samme, at han havde stjålet cyklen, og i hans rygsæk fandt betjentene da også den vinkelsliber, der var blev brugt til at skære låsen op.

Den 44-årige mand blev sigtet for tyveri af cykel, og betjentene tog cyklen med på politistationen med henblik på udlevering til rette ejer.

**

 

Butikstyv stak af på stjålet cykel

Søndag kl. 17.09 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Shell på Hovedvejen i Hasselager, der netop havde haft besøg af en butikstyv, der var stukket af fra stedet på en cykel.

En medarbejder har forklaret politiet, at manden kom ind i butikken og ville købe en pakke cigaretter, som han fik og betalte for. Herefter ville han købe fem kartoner med 10 pakker i hver samt en pose at have dem i.

Det fik han, hvorefter han gik hen mod nogle gavekurve, der stod ved udgangen og sagde, at dem skulle han også have med. Kort efter løb han dog ud af butikken, hoppede op på en hvid el-damecykel og kørte fra stedet uden at betale for de fem kartoner cigaretter, han havde fået udleveret.

Medarbejderen ringede med det samme til politiet, og en patrulje blev sendt til stedet for at køre rundt i området på jagt efter gerningsmanden. Efter lidt tid spottede patruljen en mand, der kom kørende på en hvid el-damecykel ved Jegstrupvej.

Signalementet passede på det, medarbejderen havde oplyst, og betjentene tog derfor kontakt til manden. Han fremviste selv posen med de stjålne cigaretter og oplyste at cyklen i øvrigt også var én, han havde stjålet. Det viste sig også, at han var i besiddelse af et mindre mængde kokain.

Den 35-årige mand endte derfor med at blive sigtet for butikstyveri, tyveri af cykel og besiddelse af narkotika.

**

 

41 sigtelser ved færdselsindsats i det vestlige Aarhus

Lørdag var Østjyllands Politis færdselsafdeling forbi det vestlige Aarhus i formiddags- og eftermiddagstimerne. Det kom det 41 sigtelser ud af fordelt på 30 sigtede personer. 16 af sigtelserne medførte også et klip i kørekortet.

De 41 sigtelser fordelte sig på:

3 x hastighed til klip
4 x rødt lys (klip)
2 x kørsel i frakendelsestiden
1 x ulovlig overhaling (klip)
7 x mobiltelefon (klip)
15 x manglende sikkerhedssele – heraf 1 barn ej fastspændt (klip)
9 x øvrige forseelser

**

Tre personer sigtet i forbindelse med superligakamp

Søndag aften tog AGF imod OB på Ceres Park i Aarhus, og Østjyllands Politis specialpatrulje var også til stede for at sikre, at alt forløb i god ro og orden.

I forbindelse med visitation inden kampen blev en 15-årig pige fra Hasselager fundet i besiddelse af tre blitzlys, der alle blev destrueret. Den 15-årige pige blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, og hendes mor blev kontakten og orienteret om sagen.

En anden 15-årige pige fra Aarhus C blev fundet i besiddelse af en peberspraylignende genstand, der blev beslaglagt af politiet med henblik på nærmere undersøgelse. Også hendes mor blev kontaktet og orienteret om sagen.

Selve kampen forløb uden problemer, men efter kampen var der en gruppe unge, der kom ud fra et skovområde og gik hen mod udebaneholdets fans, mens de kom med tilråb. To af dem maskede sig flere gange, og da betjentene gik efter dem og forsøgte at kalde dem til sig, stak de af.

De to mænd på 18 og 19 år blev dog indhentet, men fortsatte med at udvise aggressiv adfærd, hvorfor de begge blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for overtrædelse af maskeringsforbuddet.

**

Havde salgsposer med skunk og hash i bilen

Søndag kl. 20.08 standsede en patrulje en bil på Silkeborgvej i Brabrand i forbindelse med en rutinekontrol. I bilen sad en 22-årig mand, der blev skønnet påvirket af narkotika og derfor blev anholdt og sigtet for narkokørsel.

Under ransagning af bilen fandt betjentene flere salgsposer med hash og skunk og et kontantbeløb, som formodes at stamme fra salg af narkotika. Den 22-årige mand blev derfor også sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

**

Ukrudtsbrænder muligvis skyld i brand

Søndag kl. 19.04 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at det var brand i et grønt område ved en hønsegård på Robstrupvej i Grenaa. Branden var formentlig opstået efter brug af en ukrudtsbrænder på gårdpladsen, hvorefter det havde ligget og ulmet. Branden blev dog hurtigt slukket, og der skete ingen skader på bygninger.

**

Færdsel

Søndag kl. 13.55 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers NØ.

Søndag kl. 17.58 skete der et færdselsuheld på Gungdyvej i Hørning. En 26-årig mandlig bilist kom kørende ad Gungdyvej mod krydset til Torshøjvej, hvor han påkørte et vejskilt, hvorefter han fortsatte ligeover og ind på en mark. Der skete betydelig materiel skade på bilen, men den 26-årige mand var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Han blev dog sigtet for spirituskørsel, da en alkometertest viste en promille over det tilladte.

Mandag morgen kl. 06.32 skete der et færdselsuheld på Motortrafikvejen ved Hornslet, da en 53-årig mandlig bilist af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil, hvorefter han påkørte en anden bil, ført af en 51-årig mand, for herefter at påkøre autoværnet. I forbindelse med påkørslen af autoværnet røg et fragment over i modsatte kørebane, hvor det ramte forruden på en modkørende bil. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af uheldet.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Hasselvej i Viby J begået lørdag den 23/4 mellem kl. 09.30 og kl. 23.30
  • På Lindbjergvej i Randers NØ begået mellem tirsdag den 19/4 kl. 16.00 og søndag den 24/4 kl. 12.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi