Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Person fundet død efter brand i hus i Hammel
Under efterslukningen af en større brand i et hus i Hammel fandt røgdykkere en død person på stedet. Det formodes, at den afdøde er den 69-årige kvindelige beboer.
Natten til torsdag kl. 1.07 rykkede brandvæsen og politi ud til adressen, hvor der stod høje flammer op fra taget. Beboerne i nabohusene blev evakueret, mens brandvæsnet gik i gang med slukningsarbejdet.
Nogle timer senere i forbindelse med efterslukningen fandt røgdykkere så en afdød person, som umiddelbart ikke kunne identificeres. Alt tyder dog på, at der er tale om den 69-årige kvinde, der boede i huset. Hendes nærmeste pårørende er underrettet.
Der var umiddelbart ikke andre personer til stede i huset, og ingen andre kom til skade ved branden.
Der skete også skader på nabohusene til det nedbrændte hus.
Kl. 8.30 var branden slukket, og politiets teknikere skal nu forsøge at finde frem til brandårsagen. Derudover skal den afdøde endelig identificeres.
**
49-årig anholdt efter forsøg på indbrud
En kvindelig beboer i en opgang på Dronningensgade i Randers C blev natten til onsdag kl. 3.35 vækket ved lyden af nogen, der puslede ved hendes dør. Gennem vinduet i døren kunne hun se to mænd lige foran døren, hvor de skramlede med låsen. Hun råbte dem an og bankede på døren, hvorefter de forsvandt fra stedet.
Senere om morgenen kiggede kvindens nabo sin videoovervågning igennem, og her kunne han se to mænd, der havde forsøgt at lirke hans dør op, hvilket dog ikke var lykkedes.
Politiet blev tilkaldt og via overvågningsbillederne fandt politiet frem til en 49-årig mand fra Randers, som blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud. Østjyllands Politi har også en god formodning om, hvem den anden mand er, og efterforsker nu sagen nærmere.
**
Kørte ind i hus og stak af til fods
En patrulje ville natten til torsdag kl. 1.03 standse en bil i en rutinekontrol på Øster Allé i Ebeltoft. Men i stedet for at standse, satte manden bag rattet farten op og kørte med høj hastighed ad Kirkegade og videre ad Strandvejen med politiet bag sig.
Bilisten kørte tilbage ad Kirkegade og på hjørnet af Overgade mistede han kontrollen over sin bil og ramte ind i et hus. Herefter løb han fra stedet gennem nogle haver, og det lykkedes i første omgang ikke betjentene at få fat på ham.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, hvem føreren af bilen var.
**
Fire mænd sigtet for at ville bryde ind i hus
En patrulje kørte natten til torsdag kl. 4.10 forbi et hus på Viborgvej i Voldby ved Hammel, og da de så en bil holde med et par døre åbne på vejen ud for ejendommen, besluttede de sig for at undersøge sagen nærmere.
I bilen sad en mand bag rattet og inde på grunden gik tre mørkklædte mænd rundt tæt på huset.
Da betjentene fandt ud af, hvem mændene var, og at de intet havde at gøre på stedet, blev de alle sigtet for forsøg på indbrud. Mændene er alle fra Aarhus-området og er i alderen 19-22 år.
**
Havde amfetamin i fryseren
På baggrund af et tip rykkede betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje onsdag aften ud til en adresse i Randers SØ. Her traf de lejlighedens 28-årige beboer, som blev visiteret, hvorefter stedet blev ransaget.
Gemt i en fryser fandt betjentene noget amfetamin, som blev beslaglagt, og den 28-årige mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Doping og kokain fundet i Odder
Østjyllands Politis specialpatrulje aflagde onsdag formiddag en 27-årig mand et besøg på hans adresse i Odder, efter at Toldstyrelsen under en kontrol havde beslaglagt en pakke med hans navn og adresse på. I pakken lå der nemlig flere dopingpræparater, og det fik politiet til at besøge manden og ransage hans adresse.
I hans hjem fandt betjentene en del dopingmidler og flere salgsposer med kokain samt nogle tusinde kroner i kontanter. Det hele blev beslaglagt, og den 27-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af dopingloven og for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Færdsel
Onsdag kl. 6.54 skete der et færdselsuheld i krydset Voldumvej/Erantisvej i Halling ved Hornslet. En 26-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 53-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 26-årige blev sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt.
Onsdag kl. 10.15 skete der et færdselsuheld ved krydset Herredsvej/Fjældevænget i Aarhus V. En 29-årig kvindelig cyklist blev ramt af en bil, hvorefter hun væltede ned på vejen. Hun blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten kørte fra stedet uden at give sig til kende.
Onsdag kl. 11.42 skete der et færdselsuheld i krydset Jægergårdsgade/Skt. Anna Gade i Aarhus C. En 29-årig kvinde ville krydse vejen og gik ud foran en 68-årig mandlig cyklist, der ramte ind i kvinden og væltede. Ved faldet slog den 68-årige hovedet og blev efterfølgende kørt til hospitalet. Den 29-årige blev sigtet for ikke at have udvist den fornødne forsigtighed, da hun krydsede vejen.
Onsdag kl. 12.24 skete der et færdselsuheld på Blomstervej i Tilst. En 22-årig mand mistede kontrollen over sin bil i en kurve, hvorefter han kørte over i den modsatte kørebane og ramte ind i en bil ført af en 50-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 22-årige blev efterfølgende anholdt og sigtet for narkokørsel.
Onsdag kl. 16.12 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers C. En 44-årig kvindelig bilist foretog et højresving ind på en p-plads og ramte i den forbindelse ind i en 28-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom lettere til skade ved uheldet. Bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Runestenen i Hasle begået onsdag d. 15/6 mellem kl. 8.00 og kl. 16.50
• På Mosegårdsparken i Spørring ved Trige begået mellem onsdag d. 8/6 kl. 6.00 og onsdag d. 15/6 kl. 22.40
• På Moselunden i Auning begået mellem onsdag d. 15/6 kl. 20.08 og torsdag d. 16/6 kl. 00.10
• På Granslevvej i Lyngå ved Hadsten begået natten til torsdag d. 16/6 kl. 1.55