Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
15-årig indlagt med alvorlige skader efter trafikulykke i Grenaa
En 15-årig pige er indlagt med alvorlige skader, efter hun og en anden 15-årig pige tirsdag formiddag blev ramt af en bilist på N.P. Josiassens Vej i Grenaa. De to piger var omkring kl. 11.00 ved at krydse vejen til fods via et fodgængerfelt, da en 67-årig kvindelig bilist overså dem og ramte ind i dem.
Den ene 15-årige blev indlagt, mens den anden 15-årige umiddelbart kun kom lettere til skade.
En bilinspektør foretog tekniske undersøgelser på stedet og skal nu forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Østjyllands Politi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om hændelsesforløbet.
**
Fire rumænske mænd sigtet for at stjæle diesel
En opmærksom borger kontaktede natten til onsdag kl. 1.29 politiet, da han havde set en varebil med udenlandske nummerplader stå forladt med døren åben på Hovedvejen i Nimtofte.
En patrulje kørte til stedet, og da varebilen var væk, patruljerede betjentene rundt i området for at lede efter den. Kort efter fik de øje på fire mænd, der kom kørende i varebilen, som hurtigt blev bragt til standsning.
I bilen stod flere dunke med omkring 70 liter diesel og ved siden af dem lå en haveslange og noget pumpeudstyr. På baggrund af fundene mistænkte patruljen, at mændene havde stjålet dieselen, og alle blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra et endnu ukendt sted.
**
Knallertfører sigtet for spritkørsel og trusler mod betjent
En patrulje opdagede natten til onsdag kl. 1.25 en 56-årig mand, der kørte på sin knallert uden hjelm på Klostergade i Aarhus C. Da betjentene havde standset ham og tog kontakt til ham, kunne de se, at han virkede påvirket af alkohol og bad ham derfor blæse i et alkometer.
Det viste en promille over det tilladte, og han fik derfor besked om, at han var anholdt og sigtet for spritkørsel. Pludseligt begyndte den 56-årige at løbe fra stedet, men han nåede dog ikke langt, før han blev indhentet af en betjent.
Selvom den 56-årige gjorde kraftigt modstand, lykkedes det betjentene at lægge ham i håndjern, hvorefter han blev sigtet for spritkørsel, kørsel uden hjelm og for at flygte som anholdt og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Under transporten ind til politigården kom den 56-årige med flere trusler rettet mod en af betjentene, og det kostede ham endnu en sigtelse.
**
Politiet tog penge og ulovlige piller fra 29-årig mand
En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest standsede tirsdag kl. 17.20 en 29-årig mand i sin bil på Gudrunsvej i Brabrand.
Den 29-årige virkede særdeles nervøs ved politiets tilstedeværelse, og betjentene fik mistanke til, at han havde stoffer i bilen. Den blev derfor ransaget, og den 29-årige blev visiteret.
I lommerne på ham fandt betjentene nogle tramadol-piller og flere tusinde kroner i kontanter.
Da det viste sig, at den 29-årige skylder en del penge til SKAT, blev en stor del af kontanterne beslaglagt. Pillerne blev selvfølgelig også beslaglagt, og den 29-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 8.05 skete der et færdselsuheld på Kattegatvej i Grenaa. En 21-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 50-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Tirsdag kl. 13.10 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestervold i Randers C. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig.
Tirsdag kl. 18.45 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. Da betjentene fandt en mindre mængde hash og skunk i bilen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Tirsdag kl. 19.29 skete der et færdselsuheld i krydset Rosenvangs Allé/L.A. Rings Vej i Højbjerg. En 36-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 30-årig kvindelig fodgænger, som var på vej over fodgængerfeltet. Fodgængeren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet efter færdselsloven.
Tirsdag kl. 20.20 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej i Aarhus V. En 72-årig mandlig bilist ramte ind i en bus i forbindelse med et vognbaneskifte. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.På Bregnevej i Risskov begået mellem søndag d. 9/10 kl. 12.00 og tirsdag d. 11/10 kl. 14.00