Nyt fra Aarhus i politiets døgnrapport

Profilbillede

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Udenlandske mænd stjal kuffert og tøj

En vagt i Magasin kontaktede tirsdag kl. 17.34 politiet og fortalte, at han og en kollega havde tilbageholdt de to mænd, som havde stjålet en kuffert og noget tøj i butikken.

Personalet i storcentret havde lidt forinden fattet mistanke til en mand, der havde taget en kuffert, som han gik rundt med i butikken. På videoovervågningen kunne en vagt se, at manden gik rundt sammen med en anden mand og en kvinde, og at de sammen tog nogle beklædningsgenstande, som de lagde ned i kufferten.

Da de tre personer gik ud af Magasin med tøj og kuffert uden at betale for noget, fulgte to vagter efter, og de to mænd blev tilbageholdt. Kvinden fik vagterne ikke fat i.

En patrulje overtog kort efter de to mænd, der blev sigtet for tyveri. Den 36-årige havde en mindre mængde skunk på sig, så han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Begge mænd er georgiske statsborgere, og sagen forventes afgjort med en bødestraf.

 

**

Indbrud i café, butik og frisør i Aarhus C

Østjyllands Politi fik tirsdag morgen kl. 5.36 en anmeldelse om, at der havde været indbrud i en tøjbutik på Søndergade i Aarhus C. Gerningsmanden var kommet ind ved at knuse ruden i indgangsdøren og vedkommende havde efterfølgende taget kasseapparatet i butikken.

En times tid efter fik Østjyllands Politi en lignende anmeldelse. Denne gang fra en café på Gammel Munkegade i Aarhus, hvor der også var blevet knust en rude og stjålet et kasseapparat.

Samme fremgangsmåde var brugt ved et indbrud hos en frisør på Frederiks Allé. Her fik Østjyllands Politi kl. 10.07 en anmeldelse om indbruddet, hvor der også var stjålet et kasseapparat.

Der har den seneste tid været en række indbrud i caféer, restauranter og butikker i den centrale del af Aarhus, hvor samme fremgangsmåde er brugt. Østjyllands Politi efterforsker sagerne og opfordrer alle erhvervsdrivende til at fjerne kontanter efter lukketid.

 

**

To mænd kom op at slås – begge sigtet

En 62-årig mand og en 38-årig mand endte begge med sigtelser, efter de havde været oppe at slås på midt på gaden på Åkrogs Strandvej i Risskov.

Nogle borgere kontaktede politiet, da de så de to mænd stå og slås og råbe af hinanden, og en patrulje kørte derfor til stedet.

Det viste sig, at de to mænd havde haft en uoverensstemmelse, der altså endte i håndgemæng.

Begge havde nogle mindre rifter og mærker i ansigtet, men det var ikke skader, der krævede behandling. De to mænd blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

 

**

Patrulje opdagede stoffer i bil

En opmærksom patrulje fattede tirsdag kl. 23.45 mistanke til to mænd, der sad i en bil på Bethesdavej i Aarhus N. Da betjentene kom hen til bilen, blev de mødt af en lugt af hash, og de to mænd i bilen på 19 og 36 år blev derfor sigtet og visiteret, og bilen blev ransaget.

Den 20-årige viste sig at have en mindre mængde kokain på sig, og under sædet hvor den 36-årige havde siddet, fandt betjentene en mindre mængde hash.

 

**

Færdsel

Tirsdag kl. 7.45 skete der et færdselsuheld i krydset Vestre Ringgade/Viborgvej i Aarhus C. En 57-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 26-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 15.41 skete der et færdselsuheld i krydset Vennelystvej/Vestermarken i Odder. En 15-årig dreng kørte på sin knallert ud i krydset og stødte sammen med en bil ført af en 35-årig mand. Den 15-årige pådrog sig nogle skader og blev kørt til behandling på skadestuen.

Tirsdag kl. 23.38 skete der et færdselsuheld på Grenåvej ved Hornslet. En 36-årig mandlig bilist ramte et rådyr og kørte efterfølgende ind i autoværnet. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet.

Natten til onsdag kl. 1.13 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Spørring. En 34-årig mand forsøgte ifølge sin forklaring at undvige et dyr på vejen, hvorefter han kørte af vejen og ramte ind i et stendige. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Natten til onsdag kl. 1.20 blev en 19-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ringvej Syd i Højbjerg. I hans bil lå både en peberspray og en totenschlæger og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

• På Fasanvej i Assentoft begået mellem fredag d. 25/11 kl. 17.00 og tirsdag d. 29/11 kl. 6.30
• På Torpevænget i Aarhus V begået mellem mandag d. 29/8 og tirsdag d. 29/11 kl. 16.30

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi