Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Vidne søges: Hjalp kvinde lørdag i Foldby
Østjyllands Politi søger efter en mand, der lørdag eftermiddag hjalp en ung kvinde og gav hende et lift fra en p-plads ved et skovstykke på Postvej mellem Foldby og Hammel.Politiet fik søndag en anmeldelse om, at kvinden lørdag havde været udsat for vold af en mandlig bekendt på p-pladsen på et tidspunkt mellem kl. 15.30-17.00.
En bilist, der tilfældigvis holdt på stedet, hjalp kvinden ind i sin bil og gav hende et lift væk derfra.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen og hører meget gerne fra dét vidne, der hjalp kvinden. Oplysninger kan gives til politiet på tlf. 114.
Der er p.t. ingen anholdt i sagen, men politiet er bekendte med identiteten på den formodede gerningsmand.
**
Tre mænd anholdt i nat: Havde stjålet værktøj i bilen
En årvågen kvindes gode tip ledte natten til mandag politiet til tre mænd, der blev anholdt på Aarhus Ø og sigtet for tyveri.
Kvinden ringede kl. 03.34 til politiet, efter hun ud af sit vindue havde set tre mænd køre rundt med en trillebør ved en byggeplads på Helga Pedersens Gade. Mændene læssede derefter noget af i bagagerummet på en bil, og kvinden syntes, at det hele virkede noget mistænkeligt.
Det syntes de også hos Østjyllands Politi, der sendte en patrulje til stedet. Betjentene fik kort efter ankomsten øje på en bil, der var ved at køre fra området, og da de fik den standset, fik de kontakt til en 19-årig mand bag rattet. På bagsædet og i bagagerummet lå en del professionelt el-værktøj, som manden påstod var hans, hvorefter han forklarede, at han var på vej på arbejde.
Dén forklaring virkede ikke overbevisende på politiet, der anholdt manden på stedet. Under anholdelsen dukkede en 17-årig og en 26-årig mand op, som kendte den 19-årige. De blev også begge anholdt.
Værktøjet viste sig at være mærket med firmanavn, og patruljen fandt ud af, at det stammede fra en opbrudt container på byggepladsen på Helga Pedersens Gade. Alle tre mænd blev derfor sigtet for tyveri.
Da den 19-årige virkede påvirket af stoffer, blev han desuden sigtet for narkokørsel.
**
Ransagede bil og fandt stoffer, kniv og lattergas
En patrulje på Århusvej i Randers NØ standsede søndag kl. 23.50 tre mænd i en bil, som viste sig at indeholde en del ulovlige effekter.Da betjentene kom hen til bilen, lugtede det af hash, og den 22-årige mandlige fører virkede påvirket. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.
Patruljen fik mistanke til, at der var stoffer i bilen, og den blev derfor ransaget, og føreren og de to passagerer på 24 og 25 år blev visiteret.
I bilen fandt betjentene flere salgsposer med kokain, et par joints, nogle ulovlige piller, en kniv og en 2 kilos lattergasflaske. Derudover havde den ene af mændene nogle tusinde kroner i kontanter på sig.
Det hele blev beslaglagt, og de tre mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Den 25-årige blev sigtet for at have besiddet kniven.
Lattergasflasken er ikke ulovlig at besidde, men da den ikke var fastspændt og umiddelbart ikke blev transporteret sikkerhedsmæssigt forsvarligt, kan den 22-årige formentligt også se frem til en sigtelse for ikke at overholde reglerne for transport af farligt gods.
**
Færdselsindsats i Aarhus Vest gav flere sigtelser
Østjyllands Politi var lørdag eftermiddag på færdselsindsats i den vestlige del af Aarhus, og det afstedkom i alt 63 sigtelser fordelt på 49 trafikanter.
De fleste af sigtelserne blev givet på grund af for høj fart eller manglende brug af sele.
Sagerne fordelte sig på følgende vis:
• 14 x hastighed klip – heraf 13 i tættere bebygget område.
• 3 x hastighed til betinget frakendelse i tættere bebygget område.
• 2 x kørsel uden førerret.
• 1 x kørsel i frakendelsestiden
• 1 x ulovlig overhaling til klip.
• 4 x manøvreforseelser
• 2 x brug af mobiltelefon.
• 19 x manglende brug af sikkerhedssele – heraf et barn på 6 år der ikke var fastspændt.
• 16 x øvrige forseelser.
**
Brand i silo
Søndag kl. 09.52 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en silo på Fabriksvej i Pindstrup. Politi og brandvæsen var hurtigt på stedet, og klokken 11.43 havde brandvæsnet fået slukket branden.
Der var sket en mindre eksplosion i forbindelse med branden, men ingen personer var kommet noget til.
**
Færdsel
Søndag kl. 07.04 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Skt. Olufs Gade i Aarhus C.
Søndag kl. 09.34 skete der et færdselsuheld i krydset Marselis Boulevard/Kongsvangs Allé i Aarhus C. En 59-årig kvindelig billist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 55-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 59-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Skt. Pauls Gade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 4/2 kl. 23.30 og søndag d. 5/2 kl. 05.30
• På Tulipanvej i Øster Bjerregrav i Randers NV begået mellem torsdag d. 19/1 kl. 12.00 og lørdag d. 4/2 kl. 00.00
• På Montanagade i Aarhus C begået mellem fredag d. 3/2 kl. 13.03 og søndag d. 5/2 kl. 09.00
• På Tendrup Møllevej i Hornslet begået mellem fredag d. 3/2 kl. 18.00 og søndag d. 5/2 og kl. 11.00
• På Kærgårdsparken i Solbjerg begået mellem fredag d. 3/2 kl. 12.00 og søndag d. 5/2 kl. 12.55
• På Ole Rømers Gade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 4/2 kl. 13.00 og søndag d. 5/2 kl. 14.00
• På Liljevej i Stevnstrup begået mellem fredag d. 3/2 kl. 09.00 og søndag d. 5/2 kl. 16.50
• På Skejbygårdsvej i Risskov begået mandag d. 6/2 kl. 01.50