Nyt fra Aarhus i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag. 

 

Julefrokostindsats på vejene: Ingen bilister med for høj promille

Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var fredag aften og nat på vejene syd for Aarhus og ned til Odder i en indsats, der primært var rettet mod spritbilisme på grund af de mange julefrokoster. 

Ud af de omkring 350 bilister, der blev kontrolleret, var der dog ikke en eneste, som havde en promille over det tilladte. To bilister blev til gengæld anholdt og sigtet for narkokørsel, da en narkometertest indikererede, at de var påvirkede af euforiserende stoffer. 

Under indsatsen, der foregik fra kl. 17.00 til kl. 1.00, blev der foretaget i alt 19 sigtelser for forskellige forseelser. De fordelte sig på følgende vis: 

2 x narkokørsel
4 x ej medbragt kørekort
2 x anvendt mobiltelefon under kørsel (klip)
1 x ej erhvervet kørekort til stor trailer
1 x gult før rødt lys
1 x ej efterkommet anvisningerne
1 x overhaling højre om (klip)
2 x hastighedsovertrædelse landevej (klip)
1 x hastighedsovertrædelse byzone (betinget frakendelse)
1 x kørsel uden førerret (adm. Inddraget føreret)
1 x fremkørsel mod rødt lys (klip)
1 x besiddelse euforiserende stoffer
1 x parkeringsafgift
 
**

 

Anholdt for at blufærdighedskrænke piger i svømmehal

En 51-årig mand blev søndag anholdt og sigtet for at have blufærdighedskrænket nogle børn i Grenaa Svømmehal ved at have onaneret foran dem. 

En ansat i svømmehallen kontaktede politiet kl. 12.00, efter at fire piger i alderen 11-13 år havde forklaret, at den 51-årige badegæst havde siddet i et varmtvandsbassin og onaneret med sin penis fremme under vandet, mens han kiggede på dem. 

Pigerne havde fortalte deres forældre om episoden, hvorefter personalet i svømmehallen havde fået besked og havde ringet efter politiet. 

Manden var gået fra stedet, da politiet kom frem, men da nogle medarbejdere i svømmehallen kunne genkende manden, kørte patruljen til hans bopæl i Grenaa. Her blev han anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse. 

**

 

Taget på fersk gerning i at stjæle hjul fra bil

En patrulje tog søndag kl. 6.45 en 29-årig mand på fersk gerning i at stjæle hjul fra en anden bil. En opmærksom borger havde kort forinden kontaktet politiet, da han så den 29-årige i gang med at skrue på hjulene på en bil, der holdt på Spobjergvej i Brabrand. 

Da betjentene kom frem, var den 29-årige i færd med at løbe fra en Audi, der stod klodset op på mælkekasser, og hen til en anden Audi, der holdt i nærheden. 

Den 29-årige erkendte med det samme, at han havde stjålet alle hjulene fra bilen. Han havde endda også knust bagruden og taget reservehjulet. Alle hjulene lå nu i den Audi, som den 29-årige selv var kørende i. 

Det endte med, at den 29-årige blev anholdt og sigtet for tyveri. 

**

 

Skabte uro i tog og blev anholdt

En 43-årig mand skabte søndag aften så meget uro i et tog på vej fra Aalborg mod Fredericia, at det endte med, at personalet tilkaldte politiet. 

Den 43-årige, der virkede meget beruset, råbte af flere passagerer og virkede truende i sin adfærd, og tog på et tidspunkt en mobiltelefon ud af hånden på en ung kvinde i toget. Det førte til, at personalet kl. 22.35 ringede efter hjælp. 

På banegården i Aarhus steg en patrulje ombord, og de anholdt den 43-årige, som blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen. 

** 

 

Færdsel

Søndag kl. 16.48 skete der et færdselsuheld i krydset Landevejen/Grønlykke Allé i Tranbjerg. En 20-årig mandlig bilist svingede ud i krydset, hvorefter der skete sammenstød med en bil ført af en 39-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 20-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Natten til mandag kl. 00.15 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Tilst Parkvej i Tilst. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Runehøjen i Hasle begået tirsdag d. 29/11 kl. 17.35
På Solbjerg Hovedgade i Solbjerg begået mellem lørdag d. 10/12 kl. 12.00 og søndag d. 11/12 kl. 11.03
På Hejrevej i Hinnerup begået mellem torsdag d. 24/11 kl. 18.00 og søndag d. 11/12 kl. 13.40
På Granbakkevej i Allingåbro begået mellem søndag d. 27/11 kl. 9.00 og søndag d. 11/12 kl. 22.40
På Fredensborgparken i Viby begået natten til mandag d. 12/12 kl. 1.12
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi