Nyt fra Aarhus i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Politiet efterlyser vidne til hærværk på gravsten i Randers

Søndag den 29. maj modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var væltet flere gravsten på Øster Kirkegård på Østervangsvej i Randers C. Det er politiets formodning, at hærværket blev begået lørdag aften, den 28. maj, og politiet vil derfor meget gerne i kontakt med en mand, der på dette tidspunkt var ude at lufte sin hund på kirkegården.

Vidnet, som politiet gerne vil i kontakt med, har tilsyneladende set både hærværket og gerningsmanden, og hans vidneforklaring kan derfor have stor betydning for efterforskningen. Østjyllands Politi opfordrer vidnet til at kontakte politiet på telefon 114.

**

 

Mor og søn slap ud af brændende villa

Tidligt fredag morgen kl. 05.31 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en villa på Langdalsvej i Brabrand. Anmeldelsen kom fra en 56-årig mand, der bor i huset sammen med sin 92-årige mor.

Den 56-årige mand har forklaret til politiet, at han lå og sov og blev vækket, da han hørte sin mor råbe om hjælp. Da han gik ud af soveværelset, kunne han se, at hele huset var fyldt med røg, og han skyndte sig at hente sin mor, hvorefter de begge kom ud af huset.

Ingen af dem var umiddelbart kommet til skade, men da de begge havde indåndet en del røg, blev de kørt til hospitalet til observation for røgforgiftning.

Politiet fik kontakt til beboerne i de tre villaer, der lå omkring den brændende villa, og de blev bedt om at blive inden døre og lukke døre og vinduer, idet der ikke umiddelbart var fare for, at ilden ville sprede sig yderligere.

Villaen var dog helt overtændt, og brandvæsnet foretog en kontrolleret nedbrænding. Det er endnu ikke muligt at sige noget om, hvordan branden opstod.

**

 

Borgere fik standset spøgelsesbilist

Natten til fredag kl. 02.27 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to bilister havde standset en spøgelsesbilist, der kørte i den forkerte retning på Herningmotorvejen ved Harlev J.

De to bilister var blevet opmærksom på bilen, der kom kørende i modsatte retning, og det var lykkedes for dem at få kontakt til føreren af bilen og få ham til at køre ind i nødsporet, hvorfra der blev ringet til politiet.

Da patruljen ankom til stedet, fik de kontakt til den 73-årige fører af bilen, der forklarede, at han ved en fejl var havnet på motorvejen, da han ikke kunne finde vejen til Aalborg. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt imod kørselsretningen.

**

 

Ukrudtsbrænder formentlig årsag til brand

Torsdag kl. 13.43 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en villa på M.C. Holsts Vej i Højbjerg. Branden var startet ved et redskabsskur, hvorefter den havde spredt sig til husets tag.

Det var naboen, der opdagede branden og ringede 112, og hun løb efterfølgende ind og sikrede, at husets ejer, en 35-årig mand, og hans hustru kom ud. Den 35-årige mand forsøgte selv at få slukket branden med en haveslange, men måtte opgive og i stedet søge længere væk fra huset.

Kort efter ankom brandvæsnet og påbegyndte slukningsarbejdet, og politiet assisterede ved at regulere trafikken på M.V. Holsts Vej, så slukningskøretøjerne kunne komme til. Kl. ca. 14.20 var branden under kontrol, og det var mulig for politiet at undersøge stedet nærmere.

På baggrund af undersøgelserne og afhøring af den 35-årige mand, kunne det konstateres, at branden efter al sandsynlighed var opstået som følge af brug af ukrudtsbrænder omkring redskabsskuret. Den 35-årige mand blev derfor sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

 

Pas på ukrudtsbrænderen

Hvert år opstår der brande i skure eller huse som følge af forkert brug af ukrudtsbrænder, derfor er det en rigtig god idé at følge nedenstående råd fra Sikkerhedsstyrelsen, inden du tænder din ukrudtsbrænder:

  • Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
  • Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
  • Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
  • Hold øje med glemte gløder
  • Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
  • Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
  • Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (fx en vandslange)

**

Tyveri fra butik endte med sigtelse for røveri

Torsdag kl. 14.51 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Dagli’Brugsen i Gjerlev, hvor to medarbejdere var blevet truet af en mand, som de mistænkte havde stjålet varer fra butikken. Den ene af medarbejderne havde set en kvinde og en mand, der havde opført sig mistænkeligt i butikken, som de havde forladt uden at købe noget.

Medarbejderen tog derfor kontakt til en kollega, så de sammen kunne se butikkens videoovervågning igennem. Her kunne de se, at manden havde taget nogle drikkevarer, hvorefter han var gået ud af butikken uden at købe noget.

De to medarbejdere gik ud af butikken og tog kontakt til manden og konfronterede ham med deres mistanke. Både manden og kvinden nægtede at have stjålet noget fra butikken, og på et tidspunkt hev manden op i sin t-shirt og fremviste en genstand, som medarbejderne ikke kunne se hvad var, mens han verbalt truede dem til at forlade stedet.

Medarbejderne følte sig truede og valgte og trække sig og kontakte politiet. Da betjentene ankom, havde manden og kvinden forladt stedet. Betjentene gennemså videoovervågningen og afhørte medarbejderne, der også gav et signalement af de to personer.

Politiet fandt efterfølgende frem til de to personer, en 34-årig kvinde og en 34-årig mand. Manden erkendte, at han havde taget nogle drikkevarer i butikken uden at betale for dem. Han mente dog ikke, at han havde været truende over for personalet. Den 34-årige mand blev alligevel sigtet for røveri.

**

Forsøgte at stikke af på el-løbehjul

Torsdag kl. 22.34 blev en patrulje opmærksom på en mand, der kom kørende i høj fart på et el-løbehjul på Herredsvej i Aarhus V. Betjentene tændte patruljebilens udrykning for at få manden til at standse, men det var han tydeligvis ikke interesseret i.

Patruljen satte efter manden på el-løbehjulet, der kort efter forulykkede, hvorefter den 42-årige mand blev anholdt og i første omgang sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at standse. Manden gjorde dog voldsom modstand mod anholdelsen og blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Under visitation på politigården i Aarhus blev den 42-årige mand fundet i besiddelse af både heroin og kokain samt nogle tusinde kroner og en digitalvægt. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

**

Anholdt og sigtet for tyveri fra byggeplads

Torsdag kl. 21.53 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set tre mænd udvise mistænkelig adfærd omkring en byggeplads på Brassøvej i Risskov. Borgeren havde blandt andet set en mand gå ind på byggepladsen uden noget i hænderne for derefter at komme ud med en fyldt pose i hånden. Borgeren så herefter de tre personer stige ind i en bil og køre fra stedet.

Kort efter blev bilen standset af en patrulje ud for Brassøvej. I bilen sad tre mænd på 23, 29 og 38 år, og de blev fundet i besiddelse af diverse byggemateriel fra den nærliggende byggeplads. Alle tre mænd blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra byggeplads.

**

Færdsel

Torsdag kl. 09.00 skete der et færdselsuheld på Hammelvej i Randers SØ, da en særtransport, ført af en 46-årig mand, påkørte motorvejsbroen, hvilket medførte mindre skade på både broen og autoværnet. Særtransporten havde kørt med en pavillon, som faldt af og skabte en del kø på stedet. En patrulje blev sendt ud for at regulere trafikken, indtil oprydningsarbejdet var overstået ved 14-tiden og trafikken atter kunne glide normalt.

Torsdag kl. 16.10 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N, da en 19-årig kvindelig bilist blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 45-årig kvinde. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved sammenstødet. Den 45-årige kvinde blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.

Torsdag kl. 16.43 skete der et færdselsuheld på Houvej i Odder, da en taxa, ført af en 38-årig mand, ville lave en trepunktsvending over kørebanen. I den forbindelse påkørte han en anden bil, ført af en 19-årig kvinde, der kom kørende fra modsatte retning, hvorefter kvinden mistede herredømmet over bilen, der trillede rundt og endte i grøften. Uheldet medførte betydelig materiel skade, men umiddelbart ingen alvorlig personskade. Den 38-årige taxachauffør blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Torsdag kl. 18.35 skete der et færdselsuheld på Hovedvejen i Hasselager, da en 43-årig mandlig bilist, der holdt for rødt lys, blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 86-årig mand. Der skete umiddelbart ikke alvorlig personskade som følge af uheldet. Den 86-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Torsdag kl. 21.25 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers NØ.

Torsdag kl. 22.53 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Viby J, da en 65-årig kvindelig bilist kørte galt på afkørslen til Genvejen, hvor hun påkørte et hegn. Kvinden blev skønnet påvirket af spiritus og blev derfor sigtet for spirituskørsel. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet.

Natten til fredag kl. 00.15 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Østergårdsvej i Langå.

Natten til fredag kl. 00.55 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standse af en patrulje på Søgade i Grenaa.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi