Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
Sigtet for at ville stjæle motorcykel – blev løbet op af hund og betjent
En opmærksom borger ringede natten til onsdag kl. 1.32 og fortalte, at han havde set to mænd stå og forsøge at bryde låsen op på en motorcykel, der holdt på den nordlige side af Dokk1 i Aarhus.
Da patruljen nåede frem, var mændene væk igen, og de var ikke umiddelbart at se i nærheden. Betjentene var næsten lige kørt fra stedet, da den årvågne borger ringede igen og sagde, at mændene var kommet tilbage og nu endnu en gang forsøgte at stjæle motorcyklen.
Denne gang ankom både en almindelig patrulje og en hundepatrulje hurtigt til stedet, og de nåede at se mændene stå og fifle med motorcyklen. Mændene tog benene på nakken og løb i hver sin retning.
Den ene, en 18-årig mand, hoppede op på letbanesporene ved Europaplads og løb langs banen. En af betjentene eftersatte ham til fods, og han fik relativt hurtigt løbet den 18-årige op og lagt ham i håndjern.
I mellemtiden var den anden person, en 19-årig mand, løbet ned langs havnen, hvor betjentene fra hundepatruljen kortvarigt mistede ham af syne. Politihunden blev derfor sat til at finde ham, og kort efter stod den og gøede ved en trappe, som den 19-årige sad og gemte sig under.
Begge mænd blev sigtet for forsøg på tyveri af motorcyklen, og den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven, da han havde en kniv på sig. Den 18-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af jernbaneloven, da han havde løbet på skinnerne.
**
Passagerer uden billet endte med sigtelser
Tirsdag rykkede Østjyllands Politi to gange ud til episoder, hvor buspassagerer uden billet var blevet aggressive.
Et par buskontrollører kontaktede tirsdag kl. 12.02 politiet og forklarede, at de på Vesterbro Torv i Aarhus tilbageholdt en 76-årig mandlig passager, som ikke havde gyldig billet, og som havde været aggressiv over for dem.
Ifølge kontrollørerne var den 76-årige blevet vred, da de ville skrive en bøde, fordi han ikke kunne fremvise billet, og da de steg af bussen med ham, skubbede han til dem. Under tilbageholdelsen af manden sparkede han ifølge kontrollørernes forklaring også den ene på benet.
Da politiet kom frem, blev den 76-årige sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste.
Cirka tre timer senere, kl. 15.15, var det så en 17-årig ung mand, der skabte uro på en bus på Dr. Margrethes Vej i Aarhus N.
Kontrollørerne, der anmeldte episoden, forklarede, at den 17-årige ikke havde billet, og han nægtede at oplyse, hvem han var, da de ville tildele ham en bøde.
Den 17-årige var opfarende og voldsom, og han blev ikke i bedre humør, da han så betjentene. Dem råbte han nogle mindre flatterende gloser efter, og han ville ikke opgive navn og fødselsdato til patruljen.
Han blev derfor anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og for at nægte at oplyse sit navn til politiet. Inde på politigården valgte han at fortælle, hvem han var, og han blev lidt efter løsladt. Forinden var hans forældre blevet underrettet om episoden.
**
Brand i lejlighed
Tirsdag kl. 12.12 rykkede politi og brandvæsen ud til brand i en lejlighed på Reginehøjvej i Aarhus N.
I forbindelse med madlavning var der gået ild i noget olie på en stegepande, hvorefter flammerne havde fået fat i emhætten.
Brandvæsnet fik slukket branden, der forårsagede nogle skader i køkkenet. Ingen personer kom umiddelbart noget til.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 10.16 blev en 48-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Randers NØ. Da han sad og talte i mobiltelefon under kørslen, fik han også en sigtelse for det.
Tirsdag kl. 11.01 blev en 53-årig mandlig bilist anholdt og siget for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Gl. Hadsundvej i Randers C.
Tirsdag kl. 20.45 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ryhavevej i Aarhus V.
Tirsdag kl. 22.16 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved afkørslen ved Randers Syd. En 55-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i autoværnet. Bilisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Natten til onsdag kl. 00.59 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Rosenvangs Allé i Højbjerg. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde tramadolpiller på sig.
Natten til onsdag kl. 3.52 blev en 31-årig mandlig bilist standset, da han en patrulje så, at han kørte over for rødt i krydset Kystvejen/Nørreport i Aarhus C. Da patruljen mistænkte, at den 31-årige var beruset, blev han anholdt og sigtet for spritkørsel.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Borresøvej i Risskov begået tirsdag d. 4/4 mellem kl. 1.30 og kl. 5.00
• På Montanagade i Aarhus C begået tirsdag d. 4/4 mellem kl. 13.00 og kl. 15.40
• På C.A. Thyregods Vej i Åbyhøj begået mellem mandag d. 3/4 kl. 10.00 og tirsdag d. 4/4 kl. 14.00
• På Vestervangsvej i Dalbyneder begået mellem tirsdag d. 4/4 kl. 13.00 og onsdag d. 5/4 kl. 00.15
• På Vølundsvej i Åbyhøj begået mellem tirsdag d. 4/4 kl. 16.30 og onsdag d. 5/4 kl. 00.05
• På Tretommervej i Risskov begået onsdag d. 5/4 kl. 4.32