Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 tre mænd på 19, 23 og 26 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De sigtes for grov vold begået natten til tirsdag mod en 22-årig mand, som efterfølgende blev indlagt med alvorlige skader.
Ifølge sigtelsen fandt overfaldet sted omkring kl. 03.13 på Stillingvej i Harlev, hvor den 22-årige blev slået flere gange i hovedet med ukendte genstande.
Flere patruljer kørte hurtigt til adressen, da nogle vidner kontaktede politiet, og de tre mænd blev kort efter anholdt i området.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Tre mænd anholdt: Var ved at bryde ind i lager
Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 01.47 en anmeldelse om, at der luskede nogle mistænkelige personer rundt ved en lagerbygning på Anelystparken i Tilst.En patrulje kørte til stedet, hvor de kunne se spor efter, at nogen havde forsøgt at bryde en dør op. Lidt derfra traf nogle betjente tre mænd, der tog benene på nakken, da de så politiet.
De blev dog alle tre indhentet, anholdt og sigtet for at have forsøgt at bryde ind i lagerbygningen.
**
Fanget på fersk gerning – var ved at bryde ind i tøjbutik
En 26-årig kvinde og en 34-årig mand blev mandag aften kl. 22.56 fanget på fersk gerning, mens de var i færd med at bryde ind i en tøjbutik på Banegårdsgade i Aarhus C.En opmærksom borger ringede til politiet, da hun så to personer stå og pille ved en dør ind til butikken.
En patrulje kørte kort efter til adressen, hvor den 34-årige mand stod med et koben, som han skyndte sig at smide, da han så politiet.
Betjentene kunne se, at der var pillet flere lister af en rude i døren, og både mand og kvinde blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.
**
Bil i brand Randers
Politi og brandvæsen rykkede natten til tirsdag kl. 01.44 ud til en bilbrand på en p-plads på Mirabellevej i Randers NØ. Branden forårsagede store materielle skader, men ingen personer kom noget til.
Det var umiddelbart ikke muligt at fastslå brandårsagen på stedet.
**
Færdsel
Mandag kl. 11.58 skete der et færdselsuheld i et lyskryds på Jernbanegade i Ebeltoft. En 43-årig mandlig lastbilchauffør svingede til højre og ramte ind i en 66-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Lastbilchaufføren blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Mandag kl. 12.41 skete der et færdselsuheld i rundkørsel ved Havkærvej/Blomstervej i Tilst. En 63-årig mandlig bilist kørte ud i rundkørslen og ramte ind i en 17-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Flegebakken i Hadsten begået mandag d. 26/6 mellem kl. 01.40 og kl. 03.00
• På Schleppegrellsgade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 24/6 kl. 14.00 og mandag d. 26/6 kl. 11.15
• På Dystrupvej i Ørum Djurs begået lørdag d. 24/6 mellem kl. 15.00 og kl. 19.00
• På Søndervangs Allé i Højbjerg begået mandag d. 26/6 mellem kl. 10.30 og kl. 15.10
• På Vestergade i Hou begået mandag d. 26/6 mellem kl. 13.00 og kl. 15.02
• På Asser Rigs Vej i Randers SØ begået mandag d. 26/6 mellem kl. 09.00 og kl. 17.45