Nyt fra Aarhus i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.00 en 48-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år ved at have begået flere overgreb mod sin steddatter i en periode fra 2007 til 2009.  

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 12.30 en 45-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Den 45-årige blev i juni idømt flere års fængsel i en sag om et seksuelt overgreb på et barn, men han mødte ikke op til domsafsigelsen, og han har siden været søgt af politiet. 

Han blev natten til tirsdag anholdt og fremstilles med henblik på varetægtsfængsling frem til, sagen er afgjort ved landsretten - da dommen i juni blev anket. 

**

 

Thailandsk kvinde tilbageholdt på Udlændingeloven

Østjyllands Politis udlændingeafdeling foretog mandag kontrol på et bordel i Aarhus C. Her traf betjentene to kvinder, og den ene af dem, en 45-årig thailandsk kvinde, kunne ikke vise dokumenter, der viser, at hun må opholde sig eller arbejde i Danmark. 

Hun blev derfor sigtet for ulovligt ophold og ulovligt arbejde, og hun bliver nu tilbageholdt på hjemrejseloven, mens Udlændingestyrelsen vurderer hendes sag. Derudover skal Center Mod Menneskehandel vurdere, om kvinden kan have været udsat for menneskehandel. 

**

 

Anholdt efter hærværk på varmestue

Personalet på en varmestue i Thomas Koppels Gade i Aarhus C kontaktede mandag kl. 21.58 politiet, da nogle mænd skabte uro foran stedet. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en lille gruppe berusede og opfarende mænd, som var meget utilfredse med, at varmestuen var lukket. Den ene, en 37-årig mand, havde været så vred, at han havde knust tre ruder i bygningen, og han blev derfor anholdt og sigtet for hærværk. 

De andre personer ude foran varmestuen blev bedt om at finde et andet sted at opholde sig.  

**

Ældre mand udsat for tricktyveri

En 83-årig mand kontaktede mandag kl. 10.56 politiet og fortalte, at han kort forinden var blevet udsat for tricktyveri foran SuperBrugsen i Hornslet. 

Den 83-årige forklarede, at en fremmed mand havde henvendt sig til ham og spurgt om, han kunne veksle en 10-krone. Da den 83-årige fandt sin pung frem og begyndte at finde mønter frem, stak manden en pose frem foran pungen og afledte kortvarigt hans opmærksomhed. 

Manden gik efterfølgende hurtigt fra stedet, og lidt efter opdagede den 83-årige, at der manglede flere pengesedler i hans pung. 

Manden beskrives som: 

Østeuropæisk af udseende
Solbrændt
Ca. 25-30 år 
Ca. 175-180 cm
Talte dansk med accent
Medbragte en pose fra Kirkens Korshær

**

 

To mænd sigtet for at stjæle brænde

En opmærksom borger fattede mandag kl. 20.24 mistanke til to mænd, der var kravlet over en låge og var ved at læsse nogle sække med brænde på en trailer, som de havde parkeret ved et naturcenter på Louisevej i Brabrand.

En patrulje var hurtigt på stedet og her traf de to mænd på hhv. 33 og 22 år, som lige netop var kørt fra stedet i deres bil med 15 sække brænde på traileren. 

Da de ikke havde betalt for brændet, blev begge anholdt og sigtet for tyveri. 

**

 

Rutinetjek førte til beslaglæggelse af stoffer

Et rutinetjek af en bil på Skovgaardsgade i Aarhus C førte mandag kl. 20.56 til anholdelsen af en 26-årig mand. 

En patrulje dirigerede kl. 20.56 den 26-årige bilist ind til siden, og da han virkede påvirket af stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. 

Under en ransagning af bilen fandt betjentene flere salgsposer med hash og skunk og flere hundrede kroner i kontanter. Den 26-årige erkendte at have solgt noget hash, og han blev derfor sigtet for salg af euforiserende stoffer. Penge og stoffer blev beslaglagt. 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 7.01 skete der et færdselsuheld op Randersvej i Haurum ved Hammel. En 20-årig kvindelig bilist holdt og ventede på at kunne svinge til venstre ind på en adresse, da hun blev ramt bagfra af en bil ført af en 35-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 35-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende. 

Mandag kl. 13.21 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Toldbodgade i Randers C. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven, da han havde en kniv på sig. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Ertebjerg i Tilst begået mandag d. 19/9 mellem kl. 3.00 og kl. 6.00
På Saralystparken i Højbjerg begået mellem fredag d. 9/9 kl. 16.00 og mandag d. 19/9 kl. 14.50
På Gebauersgade i Aarhus begået mandag d. 19/9 mellem kl. 9.00 og kl. 16.00

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi