Nyt fra Aarhus i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrudstyv anholdt i baggård

Natten til torsdag kl. 4.02 kørte en patrulje til en restaurant i Havnegade i Aarhus C, da indehaverne på overvågningen på stedet kunne se en ubuden gæst gå rundt derinde. 

Da betjentene kom frem, så de, at der var knust et vindue ind til restauranten, og at nogen havde brudt et kasseapparat op. Gerningsmanden var dog ikke længere på stedet. 

Til gengæld havde han efterladt et spor af blodpletter og uden for restauranten lå nogle få hundrede kroner i mønter, som han havde tabt. 

Patruljen fulgte blodpletterne hen ad gaden og hen til en port ind til en baggård. Bag porten sad en 34-årig mand og gemte sig. Han erkendte, at det var ham, der havde begået indbruddet, og at han havde skåret sig i hånden, da han knuste vinduet. Han var dog ikke kommet alvorligt til skade. 

Den 34-årige blev anholdt og sigtet for indbrud. Der var umiddelbart ikke stjålet andet end de mønter, der blev fundet på jorden. 

**

 

Specialpatruljen fandt flere kilo hash og skunk i lejlighed

Østjyllands Politis specialpatrulje mødte onsdag kl. 9.03 op på en adresse i Aarhus V på grund af mistanke om, at der var ulovlige stoffer i lejligheden. 

En 24-årig mand lukkede betjentene ind, og de blev med det samme mødt af en kraftig lugt af hash. Under en ransagning af lejligheden fandt betjentene adskillige salgsposer med samlet set flere kilo hash og skunk. Derudover blev der fundet et større kontantbeløb. 

Den 24-årige blev derfor anholdt og sigtet for narkosalg. Det blev til flere sigtelser, da der også lå en machete, en økse, nogle knive og nogle kanonslag i lejligheden. 

Både stoffer, kontanter, våben og fyrværkeri blev beslaglagt. 

**

 

Overfald med totenschlæger og peberspray

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 15.55 en anmeldelse om, at fire mænd var involveret i et slagsmål foran en virksomhed på Øster Parkvej i Højbjerg. Ifølge vidner havde to mænd iført hættetrøjer og mundbind konfronteret to andre mænd og diskuteret højlydt med dem. 

Herefter havde mændene med mundbindene slået den ene mand med en totenschlæger og sprayet peberspray i øjnene på den anden. Efterfølgende stjal den ene af mændene den bil, de forurettede var kommet kørende i, mens den anden gerningsmand kørte væk i egen bil. 

Østjyllands Politi havde hurtigt flere betjente på stedet, men det lykkedes i første omgang ikke at få fat i gerningsmændene. Den stjålne bil blev kort efter fundet et andet sted i Højbjerg. 

De to mænd, der blev udsat for slag og peberspray, er hhv. 21 og 32 år. Ingen af dem kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at klarlægge hændelsesforløbet og finde frem til gerningsmændene. 

**

 

To anmeldelser om blotter i bus

To kvinder anmeldte onsdag eftermiddag, at de var blevet blufærdighedskrænket af en mand, der havde blottet sig for dem i en bus. 

Kl. 17.08 stod en 48-årig kvinde i en bybus i Risskov, og da bussen var ved Ravnsøvej bemærkede hun en mandlig passager, som stod meget tæt på hende med sit lem fremme. Da kvinden råbte efter ham, blev han forskrækket og skyndte sig ud af bussen. 

Kl. 17.15 sad en 19-årig kvinde i en anden bybus i Risskov, og da den holdt på Kantorvænget, bemærkede hun en mand, der sad på et sæde ved siden af med sit lem synligt fremme, mens han onanerede. 

Da kvinden gik op til buschaufføren for at fortælle om episoden, skyndte manden sig ud af bussen ved næste stop. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagerne nærmere. 

**

Mænd med kokain overrasket af patrulje 

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede onsdag kl. 19.42 mistanke til en mindre gruppe mænd, der sad i nogle biler i en baggård på Jægergårdsgade i Aarhus C. Da betjentene gik hen mod mændene, fik de pludseligt travlt med at gemme noget, og de virkede meget nervøse. 

Mellem en 25-årig mands fødder lå en pose kokain, og han blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

En 29-årig mand, sad foroverbøjet med hænderne under sædet, da patruljen kom hen til hans bil. Under sædet fandt betjentene nogle poser med en mindre mængde kokain, og han blev derfor også anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Samme sigtelse fik en 27-årig mand, som havde en mindre kokain liggende i sin jakke. 

**

 

Slog medarbejder på beværtning og blev anholdt

En 22-årig mand var onsdag aften på arbejde på en beværtning på Åboulevarden, da han kl. 22.17 bemærkede en mand, der sad og drak et par medbragte dåseøl udenfor ved en af beværtningens borde. 

Medarbejderen meddelte manden, at han ikke måtte drikke sine øl dér, og da manden ignorerede ham, bad den 22-årige ham forlade stedet. Det fik manden til at rejse sig op og slå den 22-årige i ansigtet. 

En dørmand så episoden, og han fik straks tilbageholdt den 60-årige gerningsmand. 

Da politiet kom frem, blev den 60-årige mand anholdt og sigtet for vold. 

Den 22-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved overfaldet. 

**

 

Borger reagerede på mistænkelige mænd – bil med tyvekoster fundet

En opmærksom borger kontaktede natten til torsdag kl. 2.16 politiet, da han så et par mørkklædte mænd gå rundt med tasker ved en varevogn, der holdt på Trige Parkvej i Trige. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de fik øje på en mand, der kom gående hen mod en varevogn, der stod med åben dør. Da manden så politiet, løb han fra stedet, men han blev indhentet og anholdt. 

Kort efter fik betjentene øje på en anden mand, som heller ikke havde lyst til at tale med politiet. Han løb fra stedet, og ham lykkedes det ikke betjentene at få fat på. 

Den anholdte, en 24-årig mand, er foreløbigt sigtet for indbrud på et ukendt sted. 

Inde i varebilen lå der nemlig flere formodede tyvekoster – bl.a. nogle el-cykler, nogle drikkevarer og en bærbar computer. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og forsøger bl.a. at finde frem til, hvor kosterne stammer fra. 

**

 

Brand i lejlighed i Viby

Onsdag kl. 15.29 rykkede politi og brandvæsen ud til en brand i en lejlighed på Rosenhøj Bakke i Viby. Branden var opstået ved komfuret og nåede at lave større skade i køkkenet, men brandvæsnet fik stoppet ilden i at sprede sig yderligere. 

Ingen personer kom noget til. 

Det viste sig, at der var efterladt en pande med olie og en gryde på komfuret, og at det var her, branden var startet. Den kvindelige beboer, der havde befundet sig i lejligheden, blev sigtet efter beredskabsloven ved at have været uforsigtig i sin omgang med ild. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 23.04 skete der et færdselsuheld i krydset Nørre Allé/Ny Munkegade i Aarhus C. En 68-årig mandlig buschauffør kørte ind i siden på en bil ført af en 32-årig mand. Ingen af de involverede kom umiddelbart alvorligt til skade. Buschaufføren blev sigtet for at have kørt over for rødt. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Kirstinelystvej i Odder begået mellem mandag d. 4/7 kl. 12.00 og onsdag d. 6/7 kl. 19.45
På C.A. Thyregods Vej i Åbyhøj begået natten til torsdag d. 7/7 kl. 4.10
På Paludan-Müllers Vej i Aarhus C begået natten til torsdag d. 7/7 kl. 3.15
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi