Nyt fra Aarhus i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Vi har pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør.

 

**

 

Falske bankmænd på spil i Ebeltoft og Ryomgård

Østjyllands Politi fik onsdag tre anmeldelser fra ældre kvinder, der var blevet snydt af nogle mænd, der udgav sig for at være fra banken.

En 77-årig kvinde fra Ebeltoft blev omkring kl. 13.30 ringet op af en mand, der sagde, at han var fra kvindens bank, og at han ringede for at hjælpe hende, da nogen havde forsøgt at trække penge fra hendes konto.

Han forklarede, at hun skulle have et nyt dankort, og at han ville sende en medarbejder forbi at hente det. Det lykkedes manden at lokke kvinden til at udlevere sin pinkode og kort efter dukkede en mand op på adressen og hentede kvindens dankort. Der blev efterfølgende hævet nogle tusinde kroner på det.

Lidt senere blev samme trick benyttet over for en 89-årig kvinde, der udleverede sit dankort. Kortet nåede dog at blive spærret, inden der blev hævet penge på det.

Omkring kl. 16.30 blev en 83-årig kvinde i Ryomgård så kontaktet af en falsk bankmand, og også hun blev narret til at udlevere pinkode og kort. Umiddelbart nåede der ikke at blive hævet penge på kortet.

Østjyllands Politi er i fuld gang med efterforskningen af sagerne for at finde frem til gerningsmændene.

På baggrund af sagerne opfordrer Østjyllands Politi til, at særligt ældre borgere er ekstra opmærksomme, hvis de bliver ringet op af banken. En bankmedarbejder vil aldrig på den måde bede om en pinkode, NemID eller andre personfølsomme oplysninger, og de vil aldrig komme på besøg for at afhente et kreditkort.

Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer og advar dem om fremgangsmåden.


**

 

To mænd knuste rude i café

En kvinde ringede morgenen til torsdag kl. 04.26 til politiet og fortalte, at hun netop havde set to personer smadre en rude i en café på Banegårdsgade i Aarhus. De to mænd var derefter gået ind af den smadrede rude og havde forladt stedet med en orange genstand skjult under overtøjet.

En patrulje kørte hurtigt til stedet og fik kort efter på Valdemarsgade øje på to personer, der svarede til kvindens beskrivelse. Da patruljevognen kørte hen mod de to mænd, stillede den ene den orange genstand, som viste sig at være en kasse Fanta, fra sig og gik i høj fart væk fra stedet. Betjentene fik dog hurtigt råbt begge mænd tilbage til stedet, hvor de blev anholdt og sigtet for indbrud.

Den ene, en 47-årig mand, blev under anholdelsen meget ophidset og måtte ilægges håndjern med den fornødne magt. Han blev sammen med den anden, en 23-årig mand, taget med på politistationen. Den 47-årige blev desuden sigtet for besiddelse af en mindre mængde narko.

 

**

 

Mand stukket med kniv

Onsdag kl. 21.24 modtog politiet anmeldelse om, at en 32-årig mand var kommet på hospitalet efter at være blevet stukket med kniv af flere gerningsmænd på Ingasvej i Brabrand. Den 32-årige fik umiddelbart kun overfladiske skader. Østjyllands Politi efterforsker de nærmere omstændigheder i sagen og har ikke yderligere oplysninger for nuværende.

 

 

**

 

Forsøgte at misbruge stjålet kørekort til køb af telefoner

Onsdag kl. 14.10 kontaktede to vagter politiet og fortalte, at de havde tilbageholdt en 18-årig mand, som havde forsøgt at købe to telefoner ved at fremvise et kørekort, der tilhørte en anden.

Vagterne kunne fortælle, at den 18-årige i to forskellige butikker på M.P. Bruuns Gade, havde forsøgt at købe en ny iphone ved fremvisning af en anden persons ID. Det havde personalet afvist og havde i stedet tilkaldt vagterne. Da de forsøgte at tage kontakt til den 18-årige, løb han fra stedet. Under flugten smed den 18-årige en mindre pakke fra sig, som viste sig at indeholde tramadol-tabletter.

Den 18-årige blev kort efter anholdt og sigtet for forsøg på bedrageri, identitetsmisbrug og besiddelse af narko.


**

Færdsel

Onsdag kl. 07.48 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Randers, da en 47-årig kvindelig bilist overså overså køkørsel foran hende og påkørte bilen foran, som blev skubbet op bag i endnu en bil. Føreren af den mellemste bil, en 59-årig kvinde, blev kørt på hospitalet til behandling for sine skader, mens den 47-årige kvinde og en 63-årig mand som førte den forreste bil, ikke umiddelbart kom alvorligt til skade.

En 26-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 08.15 sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset på Egevangen i Solbjerg.

En 38-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 17.18 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Clausholmvej i Randers efter at have påkørt et elskab. Den 38-årige blev desuden sigtet for kørsel uden førerret og for besiddelse af en mindre mængde narko.

En 28-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 22.05 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Djurslandsmotorvejen omkring Egå. De 28-årige blev standset efter henvendelse fra en borger, som fortalte at han kørte usikkert og slingrende. Manden påkørte flere gange autoværnet, men ingen kom til skade.

Natten til torsdag kl. 04.46 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Skødstrup, da en 28-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil og påkørte to parkerede biler. Den 28-årige kom ikke umiddelbart til skade ved uheldet.

Torsdag kl. 06.50 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ud for Hinnerup, da en 38-årig mandlig bilist ved lav hastighed påkørte en 25-årig mandlig bilist. Ingen kom umiddelbart til skade.

 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

  • På Blåmejsevej i Aarhus begået onsdag den 5/10 kl. 10.30
  • På Poul Helgesens Vej i Viby begået onsdag den 5/10 mellem kl. 08.00 og kl. 16.30
  • På Møllestien i Aarhus begået onsdag den 5/10 mellem kl. 14.30 og kl. 16.50
  • På Ådalsvej i Risskov begået onsdag den 5/10 kl. 22.56

 

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi