Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.00 en 22-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for røveri ved lørdag omkring kl. 19.30 sammen med flere andre gerningsmænd at have truet en 16-årig dreng til at udlevere sin AaB-fantrøje.
Episoden skete ifølge sigtelsen på Frederiks Allé i Aarhus efter fodboldkampen mellem AGF-AaB.
Senere lørdag aften blev Østjyllands Politi bekendte med, at der florerede et videoklip på nettet, hvor nogle mænd i AGF-tøj gik rundt med en AaB-fantrøje, og det blev derfor undersøgt, om der kunne ligge en kriminel handling bag. Efterforskningen ledte politiet frem til den 16-årige forurettede og senere til den 22-årige, der blev anholdt natten til mandag.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til yderligere gerningsmænd til røveriet. Har du oplysninger om, hvem de er, kan du kontakte politiet på tlf. 114.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
**
Uro efter fodboldkamp i Aarhus
Efter lørdagens Superliga-kamp mellem AGF-AaB opstod der efterfølgende uro mellem grupper af fans. Umiddelbart efter kampen var der optræk til slagsmål, da en gruppe AaB-fans forsøgte at konfrontere en gruppe AGF-fans uden for stadion. Det blev dog forhindret af det fremmødte politi, der fulgte AaB-fansene mod banegården, hvor de skulle med toget.
På banegården opstod der uroligheder, da en gruppe AGF-fans dukkede op. Begge grupperinger var opfarende og forsøgte at komme i konfrontation med hinanden, og betjentene måtte bruge magt for at adskille parterne. Det lykkedes til sidst at genne AaB-fansene ned på perronen, hvor de skulle med toget.
I forbindelse med indsatsen ved fodboldkampen blev der foretaget 15 sigtelser. Der kan dog komme yderligere sigtelser, da Østjyllands Politi blandt andet vil gennemgå videoovervågning i den videre efterforskning af de episoder, der opstod efter kampen.
Sigtelserne fordelte sig på følgende vis:
• Fyrværkeriloven (pyro): 7
• Maskeringsforbud: 4
• Besiddelse af euforiserende stoffer: 1
• Ordensbekendtgørelsen: 3
**
Vanvidskørsel: Ung bilist målt til 194 km/t i byzone
En 19-årig mand måtte lørdag aften af med sit kørekort og den bil, han kørte i, da han blev målt til at køre 194 km/t i den lille by Bøstrup, tæt på Houlbjerg, hvor man højst må køre 50 km/t.Klokken 19.25 stod en betjent fra Østjyllands Politis færdselssektion ved vejen med en laser, da den 19-årige kom kørende forbi med meget høj hastighed.
Efter målingen kørte betjenten efter den 19-årige, der allerede var ude af syne. Betjentene opdagede dog den 19-årige, der kørte rundt i Houlbjerg, og her blev han anholdt og sigtet for den voldsomme hastighedsoverskridelse.
En overskridelse på mere end 100 procent af den tilladte hastighed betegnes som vanvidskørsel, og derfor beslaglagde politiet bilen med henblik på konfiskation. Ejeren af bilen viste sig i øvrigt at være den 19-åriges mor.
Ud over en ubetinget frakendelse af kørekortet står den 19-årige som udgangspunkt til flere dages ubetinget fængsel, hvis han bliver dømt i sagen.
**
Færdselsindsats i Aarhus Vest gav flere sigtelser
Fredag aften var Østjyllands Politi på færdselsindsats i det vestlige Aarhus, og det endte med i alt 27 sigtelser fordelt på 20 trafikanter.
Blandt andet blev en 25-årig mand målt til at køre med 118 km/t på Silkeborgvej i Brabrand, hvor den tilladte hastighed er 70 km/t. Det udløser en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på flere tusinde kroner.
Derudover gjorde en 22-årig mand sig særligt bemærket, da han overhalede en bil og en lastbil ved at køre venstre om et helleanlæg på Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Uheldigvis for den unge mand var bilen en civil politibil, og han blev derfor standset og sigtet. Ud over sigtelsen for den ulovlige overhaling fik han også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash på sig.
Sigtelserne fredag aften fordelte sig på følgende vis:
• 5 x hastighedsovertrædelse til klip.
• 1 x hastighedsovertrædelse til betinget frakendelse
• 5 x brug af håndholdt mobiltelefon
• 4 x manglende brug af sikkerhedssele.
• 1 x ulovlig overhaling.
• 1 x lov om euforiserende stoffer
• 10 x øvrige sager
**
Bilist påkørte parkerede biler og flygtede
En patrulje fra Østjyllands Politi opdagede søndag kl. 23.38 en bil, der kørte med høj fart på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Da bilen var meldt stjålet, kørte patruljen efter for at bringe bilisten til standsning.
Bilisten fortsatte dog og ramte undervejs ind i tre biler, der holdt parkeret på Tousvej, inden han kort efter kørte af vejen og endte med at køre ind i en hæk. Her steg bilisten ud og flygtede til fods fra stedet.
Flere patruljer søgte efter manden, men det lykkedes ikke at finde frem til ham. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
**
42-årig mistede dankort efter tur i pirattaxa
En 42-årig mand anmeldte søndag, at han om natten havde fået stjålet sit dankort i forbindelse med en pirattaxatur.
Ifølge den 42-årige tog han omkring kl. 4.00 en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus, og da de nåede frem til mandens bopæl, insisterede chaufføren på, at betalingen skulle ske med dankort i en terminal i bilen.
Inden den 42-årige gik derfra, viste føreren af pirattaxaen ham en særlig dans og dansede lidt rundt om ham. Først da han vågnede senere søndag, opdagede den 42-årige, at hans dankort var væk, og at der var hævet en del tusinde kroner på det.
Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man ikke benytter sig af pirattaxaer, da der har været adskillige lignende sager, hvor passagerer bliver udsat for tyveri eller røveri.
**
Færdsel
Søndag kl. 11.32 blev en 72-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Katholm Strandvej i Grenaa.
Søndag kl. 16.48 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Sandgade i Randers C. En 21-årig mandlig passager i bilen blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde noget hash på sig.
Søndag kl. 18.12 blev en 56-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel på Holme Ringvej i Viby, efter hun var bakket ind i en bil, der holdt på en p-plads.
Søndag kl. 20.15 skete der et færdselsuheld i krydset Grenåvej/Ebeltoftvej i Tåstrup. En 29-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 35-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Hovedgaden i Allingåbro begået mellem lørdag d. 17/9 kl. 16.00 og søndag d. 18/9 kl. 8.20
• På Syrenvænget i Malling begået søndag d. 18/9 kl. 16.10
• På Syrenvej i Grenaa begået mellem lørdag d. 17/9 kl. 00.00 og søndag d. 18/9 kl. 17.35