23-årig mand anklaget for mishandling af hund
Fredag morgen lidt efter kl. 08.00 undersøgte Østjyllands Politi en anmeldelse om mishandling af en hund i en lejlighed i Åbyhøj.
Betjentene mødte den 23-årige beboer og hans hund på adressen. Hunden blev fjernet fra ejeren og kørt til dyrlægen, da den så ud til at være i dårlig stand. Dyrlægen vurderede, at hunden skulle aflives.
Den 23-årige er nu anklaget for overtrædelse af dyrevelfærdsloven, og Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager efterforsker sagen.
Østjyllands Politi er bekendt med flere Facebook-opslag, der viser den 23-årige kaste med hunden. Politiet opfordrer til, at man lader dem håndtere sagen og ikke deler billeder af manden eller hans navn.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke give yderligere oplysninger om sagen.
Røveriforsøg mislykkedes, gerningsmand anholdt
Torsdag formiddag kl. 11.05 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et røveriforsøg mod en butik på Sønderborggade i Aarhus C.
En butiksansat fulgte efter gerningsmanden, der havde forsøgt at true sig til kontanter ved at hævde, at han var bevæbnet. Da kassen næsten var tom, forlod gerningsmanden stedet uden at tage penge med.
Efter en løbetur på over en kilometer indhentede den ansatte gerningsmanden i krydset mellem Rosenvangs Allé og Edisonsvej. Politiet ankom og overtog håndteringen af den 47-årige mand.
Ved visitationen fandt politiet en skruetrækker på manden, og han blev sigtet for røveriforsøg og for at true den ansatte og en forbipasserende.
To personer anholdt efter fund af narkotika i lejlighed
Østjyllands Politis Specialpatrulje tog torsdag eftermiddag til en adresse i Risskov efter et tip om salg og opbevaring af narkotika.
Ved ankomsten så politiet en ung mand løbe fra stedet. Han blev anholdt efter en forfølgelse på ca. 300 meter.
Manden viste sig at være en 20-årig med tilknytning til adressen. I lejligheden befandt en 19-årig kvinde sig. Under en ransagning fandt politiet flere poser med kokain og en plade hash.
De to unge blev sigtet for salg og forsøg på salg af narkotika. De blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, da politiet fandt en dolk i en rygsæk med kontanter.
Trafik
Torsdag kl. 19.33 skete der et mindre trafikuheld på Morten Borups Gade i Aarhus C i krydset med Ferderiks Allé. Ingen personer kom til skade, og der var begrænset materiel skade.
Fredag kl. 06.47 skete der et trafikuheld på Strandvejen i Aarhus C i krydset med Sumatravej. En 51-årig bilist overholdt ikke sin vigepligt og påkørte en 37-årig cyklist. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, men ingen kom alvorligt til skade.
Indbrud
Der er anmeldt fem indbrud i private hjem i politikredsen i det seneste døgn:• På Skt. Pauls Kirkeplads i Aarhus C mellem onsdag d. 13/9 kl. 10.00 og lørdag d. 16/9 kl. 20.00
• På Lykkesholms Allé torsdag d. 21/9 mellem kl. 07.05 og kl. 21.30