Fra i dag den 22. juni 2023 er al ikke-nødvendig motorkørsel om natten i nattelivszonen på Klostergade i Aarhus forbudt. Kørselsforbuddet gælder på Klostergade fra krydset ved Klosterport/Frue Kirkeplads til Guldsmedegade i tidsrummet fra kl. 24.00-05.00.
”Vi indfører forbuddet, fordi vi kan se, at der om natten går mange fodgængere på kørebanen med risiko for at blive ramt af biler, og derudover er vores erfaring, at der i nattetimerne jævnligt kører personer rundt og skaber utryghed med tilråb og aggressiv adfærd. Desuden har vi flere gange observeret personer, som har forsøgt at sælge stoffer på gaden, ” siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard.
Siden juli sidste år har politiet kunne indføre kørselsforbud i nattelivszoner, når ordensmæssige hensyn taler for det. Det er den mulighed, som Østjyllands Politi nu har benyttet sig af for at skabe mere ro og orden i nattelivet.
Der er skiltet tydeligt med kørselsforbuddet, og overtræder man det, kan det som udgangspunkt straffes med en bøde på 3.000 kroner.
Forbuddet gælder ikke erhvervsmæssig kørsel, og dermed er fx taxakørsel eller udbringning ikke omfattet af forbuddet.
Fakta om kørselsforbud
Juli 2022 blev det muligt at indføre kørselsforbud på hele eller dele af offentlige veje og private fællesveje i nattelivszoner i tidsrummet fra kl. 24.00 til kl. 05.00, når ordensmæssige hensyn taler for det.
Kørselsforbuddet gælder al unødvendig kørsel i zonerne. Det vil være op til en konkret vurdering, om kørslen kan betegnes som nødvendig. Kørsel, der fx foretages af beboere, vil almindeligvis være nødvendig kørsel.
Forbuddet omfatter heller ikke erhvervsmæssig kørsel, og dermed er fx taxakørsel eller erhvervsmæssig udbringning ikke omfattet af forbuddet.
Hvis man overtræder kørselsforbuddet kan det som udgangspunkt medføre en bøde på 3.000 kroner.
Fakta om opholdsforbud i nattelivet
Østjyllands Politi oprettede i oktober 2021 nattelivszoner i store dele af Aarhus Midtby og på Storegade i Randers. Bliver man fx dømt for personfarlig kriminalitet i nattelivet, kan man idømmes et opholdsforbud i nattelivet, så man i en periode ikke må tage ophold på visse beværtninger over hele landet samt i nattelivszoner i tidsrummet 24.00-05.00.
Du kan læse mere om kørselsforbud og opholdsforbud i nattelivet her