Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Randers kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 en 37-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for røveri, vold og afpresning begået mod en 43-årig mand.
Forholdet blev begået den 30. juni, hvor den 37-årige ifølge sigtelsen mødte op på den 43-åriges adresse i Randers, tog nogle hundrede kroner fra ham og gav ham et knytnæveslag i ansigtet. Den 37-årige forsøgte efterfølgende at true sig til flere penge.
De to mænd er bekendte, og Østjyllands Politi anholdt fredag formiddag den 37-årige, der nu fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
**
Betjente måtte undvige aggressiv bilist
En 29-årig mands og en 30-årig kvindes hotelophold i Aarhus gik helt galt, og det endte med, at de begge blev anholdt og fik en række sigtelser.
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 6.54 en anmeldelse om, at der var uro foran et hotel på Rytoften i Hasle, hvor en nøgen kvinde løb rundt og skreg efter et voldsomt skænderi med en mand.
Da politiet kom frem, traf de den 29-årige mand, der havde flere skrammer og kradsemærker. Mens han var ved at blive sigtet for at forstyrre den offentlige orden, kom den 30-årige kvinde pludseligt kørende ud fra hotellets p-plads. Bortset fra en åben skjorte sad hun helt nøgen bag rattet.
Betjentene stillede sig ind foran bilen og signalerede, at hun skulle standse, men hun fortsatte kørslen, så politifolkene måtte springe til side. En betjent fik fat i kvindens arm, men det stoppede hende heller ikke. I stedet accelerede hun, så betjenten blev trukket lidt hen af vejen, inden han slap sit greb.
Patruljen sprang nu ind i deres bil og fik hurtigt indhentet og standset kvinden. Forinden nåede hun dog at køre over for rødt i et lyskryds.
Den 30-årige kvinde virkede tydeligt påvirket af stoffer og alkohol, og hun blev anholdt og sigtet for:
• Ikke at efterkomme politiets anvisninger
• Vold mod polititjenestemand
• Narkokørsel
• Spritkørsel
• Kørsel over for rødt lys
• Manglende tegngivning i trafikken
• Forstyrrelse af den offentlige orden
På dét hotelværelse, som parret havde lejet, var der kastet flere ting rundt, og inventar for flere tusinde kroner var ødelagt. Derfor blev både kvinde og mand også sigtet for hærværk, og de kan se frem til et erstatningskrav fra hotellet. På værelset fandt politiet nogle ulovlige piller, og parret blev derfor også sigtet for besiddelse euforiserende stoffer.
**
Piger i voldsomt slagsmål
En vagt fra Bruuns Galleri i Aarhus tilkaldte torsdag kl. 18.49 politiet, da han opdagede et voldsomt slagsmål mellem nogle piger i området mellem butikscentret og DGI-huset. To piger stod ifølge vagten og sparkede og slog en pige, som var bevæbnet med en kniv.
Vagten fik skilt pigerne ad og tilbageholdt dem, indtil politiet kom frem. De to piger, der havde sparket og slået, viste sig at være hhv. 12 og 13 år. Pigen med kniven var 11 år. Pigerne forklarede, at de havde haft nogle uoverensstemmelser på de sociale medier og havde aftalt at mødes. Et møde, der så var endt med en voldsom konfrontation.
De blev alle kørt til politistationen, hvor de blev afhørt, mens deres forældre og en repræsentant fra kommunen var til stede.
Østjyllands Politi vil nu foretage en vurdering af, om pigerne skal henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet.
**
Tusindvis af kontanter og narko fundet i lejlighed
Østjyllands Politis specialpatrulje fandt torsdag aften omkring kl. 22.00 mange tusinde kroner i kontanter under en ransagning af en lejlighed i Aarhus V. Sammen med pengene lå en del hash og skunk og over 1000 ulovlige piller.Alt blev beslaglagt, og en 21-årige mand, der befandt sig i lejligheden blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Mens politiet var på stedet, låste en anden 21-årig mand sig ind i lejligheden, og da han altså havde nøgle til stedet, blev den noget overraskede mand også anholdt og sigtet for narkosalg.
**
Hund og betjente fandt narko, doping og peberspray
En 19-årig mand fik torsdag kl. 10.00 besøg af et par betjente og en narkohund i sin lejlighed i Brabrand. Politiet havde en mistanke om, at der var ulovlige stoffer i den 19-åriges hjem, og den mistanke blev hurtigt bekræftet.
I lejligheden lå en del salgsposer med hash gemt, og patruljen fandt også dopingmidler og en ulovlig peberspray. Den 19-årige mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, for besiddelse af doping og for overtrædelse af våbenloven.
**
Salgsposer med kokain fundet i bil
En patrulje fra Østjyllands Politi fattede torsdag kl. 18.20 mistanke til en bil, der holdt på en p-plads på Jernaldervej i Aarhus V. To mænd på 18 og 19 år sad i bilen, og de virkede begge meget nervøse, da de blev kontaktet af betjentene. Da patruljen fik mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev den ransaget, og gemt bag bilens radio lå nogle salgsposer med kokain i.
Begge blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Pralede af stjålne parfumer og blev anholdt
En 23-årig mand viste stolt tre dyre parfumeflasker frem, da han torsdag aften sad ved siden af to andre gæster på Burger King på Banegårdsgade i Aarhus. Parfumerne havde stadig mærker og alarmer på sig og var tydeligvis stjålet. Da den 23-årige gik på toilettet og satte parfumerne på bordet, afleverede de to gæster dem derfor til personalet på fastfood-restauranten. Manden blev noget hidsig, da han kom ud og så, at parfumerne var væk, og han gik ud af Burger King og steg på en bus lidt derfra.
I mellemtiden var politiet blev tilkaldt, og en patrulje fik hurtigt fat i den 23-årige i bussen. Han erkendte, at han havde stjålet parfumerne, men kunne ikke længere huske hvor.
Han blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
**
Fik straksbøde for at stjæle opvasketabs
En 39-årig mand blev torsdag kl. 12.32 fanget på fersk gerning af butikspersonalet i Netto på Centervej i Auning, efter han havde forsøgt at stikke af med tre pakker opvasketabs.
Den 39-årige var kommet ind i butikken med to-tre andre mænd, og da medarbejderne opdagede, at mændene var på vej ud med nogle stjålne varer, nåede de at tilbageholde den 39-årige. Det lykkedes de andre mænd at stikke af med flere varer.
Da politiet kom frem, blev den 39-årige anholdt og sigtet for butikstyveri. Manden er rumænsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, og derfor fik han en straksbøde, som han skulle betale med det samme.
**
Mand forsøgte at løbe fra specialpatruljen
En 45-årig mand fik pludseligt meget travlt, da Østjyllands Politis specialpatrulje bankede på døren til hans lejlighed i Randers NØ. Da den 45-årige så, hvem der kom på besøg, løb han gennem stuen og ud på altanen. Men inden han nåede at komme videre, blev han anholdt af en af betjentene.
Årsagen til den 45-åriges flugt fandt politiet i lejligheden, hvor der lå noget amfetamin, kokain og hash, som kostede beboeren en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Brand i bygning med butikker
Politi og brandvæsen blev torsdag kl. 11.13 kaldt til en brand i en bygning på Holmstrupgårdvej i Brabrand. Da patruljen kom frem, var der kraftig røgudvikling fra taget af bygningen, der huser flere butikker. Ingen personer kom til skade ved branden.
**
Brændt kylling gav masser af røg
Torsdag klokken 15.50 ringede en kvinde 112, da hun så, at der kom røg ud fra en lejlighed på Otte Ruds Gade i Aarhus N. Brandvæsnet var hurtigt fremme og fik skaffet sig adgang til lejligheden, der var fyldt med røg.
Der var dog ingen flammer, og røgen viste sig at stamme fra en kylling, som var ved at blive tilberedt på komfuret. Lejlighedens mandlige beboer var uskadt – han var faldet i søvn, og derfor var maden brændt på. Han blev sigtet efter beredskabsloven ved uforsigtig omgang med ild.
**
Færdsel
Torsdag kl. 9.32 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Brendstrupvej i Aarhus N. En 64-årig mandlig bilist blev påkørt bagfra af en anden bilist. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Torsdag kl. 13.08 skete der et færdselsuheld i krydset Fussingøvej/Podeledsvej i Ålum ved Randers NV. En 18-årig kvindelig bilist og en 27-årig kvindelig bilist kørte sammen med lav hastighed. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Torsdag kl. 14.40 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Brabrand. En 22-årig kvinde cyklede ind i siden på en bil ført af en 23-årig mand, da han svingede ind på en tankstation. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Torsdag kl. 18.00 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Favrgaardsvej i Morsholt ved Odder.
Torsdag kl. 19.42 skete der et færdselsuheld på Haslegårdsvej i Hasle. En 33-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 34-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til.
Torsdag kl. 22.05 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gl. Jennumvej i Randers NØ.
Torsdag kl. 22.30 skete der et færdselsuheld på Langgade på Tranebjerg på Samsø. En 51-årig mand væltede på knallert og slog hovedet. Han blev kørt til tjek på Samsø Sygehus, men slap umiddelbart uden alvorlige skader. Han blev efterfølgende sigtet for spritkørsel.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Strandborgvej i Risskov begået mellem onsdag d. 8/7 kl. 19.30 og torsdag d. 9/7 kl. 7.50
• På Bidstrupvej i Randers NØ begået mellem fredag d. 3/7 kl. 14.00 og torsdag d. 9/7 kl. 12.10
• På H.C Lumbyes Vej i Aarhus C begået fredag d. 10/7 kl. 3.40
• På Møddebro Parkvej i Solbjerg begået fredag d. 10/7 kl. 6.51