Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Aarhus kl. 12.00
Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.00 en 31-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for et indbrud i en beskyttet bolig i Tilst natten til lørdag kl. 2.30. Her kravlede han ifølge sigtelsen ind af vinduet til en ung mands lejlighed, hvor han stjal beboerens pung. Senere misbrugte han kortet for nogle tusinde kroner.
Han blev anholdt søndag middag, efter politiet havde fået et tip om, hvem gerningsmanden var.
Da den 31-årige er sigtet i flere lignende verserende sager, fremstilles han i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
**
Sigtet for at true medarbejder i 7-Eleven
En kvindelig medarbejder i 7-Eleven tilkaldte natten til mandag kl. 1.18 politiet, da en kunde havde truet hende og stjålet en pakke cigaretter fra butikken på Immervad i Aarhus C.
Kvinden forklarede, at manden havde gået lidt rundt inde i butikken, inden han kom hen og bad om en pakke cigaretter, og det skulle være hard pack. Da medarbejderen forklarede, at hun kun havde det pågældende cigaretmærke i bløde cigaretpakker, blev manden meget vred og råbte skældsord og trusler mod hende.
Han tog til sidst cigaretpakken og forlod butikken uden at betale. Ud fra overvågningsbilleder fra butikken genkendte politiet manden, og da en patrulje tre timer senere fandt ham sovende på en bænk i Aarhus, blev han anholdt. I den ene lomme på den 34-årige mand fandt betjentene en pakke cigaretter magen til den, der var blevet stjålet i butikken.
Manden blev sigtet for røveri ved at have truet medarbejderen, da han tog cigaretterne.
**
Kitesurfer i kritisk tilstand efter ulykke
En 43-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han søndag middag var ude for en ulykke ud for Ahl Strand ved Ebeltoft. Manden var i færd med at kitesurfe på havet, da vinden slyngede ham flere meter op i luften og ind i nogle træer ved bredden.
Vidner på stedet ringede 112, og kitesurferen blev efterfølgende fløjet til hospitalet, hvor han nu er indlagt i kritisk tilstand.
**
Færdsel
Søndag kl. 9.14 skete der et færdselsuheld i krydset Paderup Boulevard/Aarhusvej i Randers SØ. En 82-årig mandlig bilist fik formentligt et ildebefindende, da han sad bag rattet. Han kørte over modsatte vejbane og ramte et lyssignal. Vidner på stedet fik manden og ud gav ham livreddende førstehjælp, indtil ambulancen kom frem. Han blev kørt på hospitalet, hvor han fortsat er indlagt. Hans hustru, der var passager i bilen, kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet.
Søndag kl. 9.35 skete der et færdselsuheld på Hjortevej i Søften ved Hinnerup. En 30-årig mandlig bilist fik formentligt et epileptisk anfald og mistede kontrollen over sin bil, der ramte ind i et elskab. Bilisten blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds• På Elrovej i Randers NV begået mellem lørdag d. 12/9 kl. 12.30 og søndag d. 13/9 kl. 10.00
• På Kastaniebakken i Risskov begået mellem fredag d. 11/9 kl. 15.00 og søndag d. 13/9 kl. 15.15
• På Kystparkvej i Egå begået mellem lørdag d. 12/9 kl. 10.00 og søndag d. 13/9 kl. 17.10