Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - fredag den 11. juni

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag. 

 

42 sigtede ved færdselsindsats i det vestlige Aarhus

Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte torsdag eftermiddag og aften en færdselsindsats i det vestlige Aarhus. Det kom der 47 sigtelser ud af – fordelt på 42 personer. 

En af dem, der fik flere sigtelser med hjem var en 20-årig mand, der valgte at gøre opmærksom på sig selv overfor en motorcykelbetjent ved ikke at anvende sikkerhedssele under kørslen. Dette var noget uklogt, da det viste sig, at han også var påvirket af cannabis, så han blev anholdt og kørt en tur forbi hospitalet for at få taget en blodprøve.  

Ca. to timer senere var det dog nærmest deja-vu for samme motorcykelbetjent, da den 20-årge mand atter havde sat sig bag rattet og igen havde glemt sikkerhedsselen. Hashtågen var endnu ikke helt fordampet, hvorfor han igen måtte forbi hospitalet og aflevere lidt blod. 
 
I et godt samarbejde mellem færdselsbetjentene og en patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest blev en brugsstjålet og ulovlig knallert eftersat. Under eftersættelsen blev føreren noteret for flere lovovertrædelser, inden han til sidst blev standset. Det viste sig at han testede positiv for både kokain og cannabis, så han måtte også et smut forbi hospitalet for at få taget en blodprøve. 

Det blev til 42 sigtede fordelt på følgende sager:
 
12 stk. brug af håndholdt mobil/klip
8 stk. hastighed til klip
8 stk. manglende sikkerhedssele
2 stk. kørsel uden førerret
2 stk. narkokørsel i bil
1 stk. narkokørsel på lille knallert
1 stk. manglende styrthjelm
2 stk. ej medbragt kørekort
2 stk. manglende tegngivning
2 stk. hastighed til bøde
1 stk. unødig brug af horn
2 stk. rødt lys i bil/ klip
1 stk. vigepligtforseelse/ klip
1 stk. ej efterkomme politiets anvisninger
1 stk. kørsel på fortov på knallert
1 stk. rødt lys på knallert
 
**

 

Passager overfaldet i bus

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 20.20 en anmeldelse om, at en 24-årig mand var blevet slået og truet med kniv af en anden mand i bus 14, mens den kørte omkring Vejlby Centervej i Risskov. 

 

Ifølge den 24-årige havde han henvendt sig til en cirka 14-17-årig dreng, som hørte høj musik i bussen. Han havde bedt ham tage høretelefoner på, og det førte til en større diskussion mellem de to. Drengen var til sidst gået helt tæt på ham, havde slået ham i ansigtet med en knyttet hånd og trukket en kniv. 

 

En jævnaldrende ven til drengen kom nu til og begyndte også at råbe efter ham. 

 

Da buschaufføren standsede og forlangte, at drengene skulle forlade bussen, steg begge drenge ud og stak af fra stedet. 
En patrulje var kort efter anmeldelsen fremme på stedet og foretog flere afhøringer af vidner i bussen, men det lykkedes i første omgang ikke at finde frem til gerningsmændene. 

 

De beskrives begge som arabisk af udseende, ca. 14-17 år, iført mørkt tøj. Den ene havde bæltetaske og en sort kasket på. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. 

**

 

Havde stoffer i lommen – makker kørte uden førerret

En patrulje fra Østjyllands Politi fik torsdag kl. 16.40 mistanke til, at to mænd var i færd med at handle narko på en p-plads på Værkmestergade i Aarhus C. Betjentene så, at den ene mand satte sig ind på passagersædet i den anden mands bil, hvorefter han hurtigt steg ud igen. 

 

Den anden mand kørte derefter fra stedet, men blev standset af patruljen. Bag rattet i bilen sad en 21-årig mand, som er frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. 

 

Den 21-årige blev visiteret, og bilen blev ransaget, men der blev ikke fundet stoffer eller andet ulovligt nogen steder. Til gengæld havde den 41-årige både en mindre mængde kokain og heroin på sig, da han blev visiteret, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

 

**

 

Mand gav lussinger ved beværtning

En patrulje kørte torsdag kl. 22.51 til en beværtning på Åboulevarden i Aarhus, hvor en mand skulle have slået og sparket en 24-årig kvinde og en 23-årig mand. 

 

Da betjentene kom frem, fortalte kvinden, at en fremmed mand havde taget hendes plads foran beværtningen, mens hun kortvarigt var på toilet. Da hun bad ham flytte sig, var han blevet sur, og det var endt med, at han pludseligt havde givet hende en hård lussing og sparket hende. 

 

Den 23-årige mand, som er venner med kvinden, havde også fået en lussing af manden, som efterfølgende stak af fra stedet. 
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. 

 

**

 

To unge mænd sigtet efter hashfund

Et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje fik torsdag kl. 19.45 øje på fire unge mænd, som sad på P. Hjort-Lorenzens Vej under Ringgadebroen i Aarhus. Ved siden af dem stod en mixerbakke, og det fik patruljen til at kontakte de unge mænd, som virkede noget nervøse ved politiets tilstedeværelse. 

 

To af de unge på hhv. 16 og 18 år fremviste frivilligt noget skunk, de havde på sig, og begge blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. De to andre på 17 og 18 år havde ikke noget ulovligt på sig og blev derfor ikke sigtet. 

 

Politiet underrettede herefter forældrene til de to af mændene, der er under 18 år. 

**

 

Ejer af beværtning sigtet for at holde for længe åbent

En patrulje opdagede natten til fredag kl. 00.56 at en restaurant i Grenaa stadig holdt åbent, og at der sad tre gæster sammen med ejeren på restaurantens udeareal. De indtog drikkevarer, mens de hørte musik, men da de så politiet, skyndte de sig at pakke sammen. 

 

Den 24-årige ejer af stedet erkendte, at han havde overtrådt corona-reglerne ved at holde åbent efter kl.23.00, og han kan nu se formentligt se frem til en bøde for overtrædelsen. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 8.57 skete der et færdselsuheld i krydset Mariagervej/Markedsgade i Randers C. En 51-årig kvinde kørte ud i krydset og ramte ind i siden på en bil ført af en 49-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 51-årige blev efterfølgende sigtet for at have kørt over for rødt. 

 

Torsdag kl. 9.05 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Gl. Kirkevej i Vejlby ved Allingåbro. Da det var tredje gang inden for tre år, at den 22-årige blev standset uden at have et gyldigt kørekort, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. 

 

Torsdag kl. 11.52 skete der et færdselsuheld på Ramtenvej i Mogenstrup ved Nimtofte. En 16-årig dreng mistede kontrollen over sin knallert, og han væltede, så han kom til at ligge midt på kørebanen. Han blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

 

Torsdag kl. 15.44 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Åbyhøj. En 20-årig mandlig bilist kørte lige ud af vejen, og ved sammenfletningen med Åhavevej ramte han sammen med en bil ført af en 48-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

 

Torsdag kl. 16.19 blev en 15-årig dreng anholdt og sigtet for at køre narkokørsel på knallert, da han blev standset af en patrulje på Fabersvej i Randers C. Han blev desuden sigtet for at køre uden førerret, og da han havde en klump hash i sin taske, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Hans forældre og de sociale myndigheder blev desuden underrettet. 

 

Torsdag kl. 17.49 skete der et færdselsuheld på Frederiks Allé i Aarhus C. En 23-årig mandlig bilist stødte ind i bageste venstre side på en bybus ført af en 53-årig chauffør. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

 

Torsdag kl. 19.30 blev en 34-årig mand standset af en patrulje på Skolevangs Allé i Risskov og sigtet for at køre uden førerret. Da det var tredje gang, han blev standset inden for kort tid, selvom han er frakendt kørekortet, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. 

 

Torsdag kl. 21.16 skete der et færdselsuheld på Skalhøjvej i Koed ved Kolind. En 18-årig mand mistede kontrollen over sin bil, der kørte af vejen og rullede rundt. I bilen sad også to andre unge mænd. Alle blev kørt til skadestuen, men ingen mændene kom umiddelbart alvorligt til

skade. 

 

**

 

Indbrud

Der er det forgangne døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi