Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Aarhus - fredag den 25. juni

Profilbillede
dato

Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 en 30-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Hun sigtes for to tilfælde af vold og et tilfælde af grov vold begået i løbet af den seneste uges tid.

Det første forhold fandt sted den 17. juni, hvor den 30-årige kvinde er sigtet for at have slået en 22-årig kvinde i hovedet på Vestergade i Aarhus. Anden gang gik det ud over en 39-årig kvinde, der i mandags blev slået i hovedet med en bushammer på Ringkøbingvej i Aarhus.

Det tredje forhold skete torsdag kl. 13.00 på Skt. Knuds Torv i Aarhus. Her gik to børn, en 2-årig pige og en 5-årig dreng, med deres mor på Strøget, da de holdt pause ved torvet, hvor drengen fik lov til at lege lidt ved en skulptur.

Ifølge sigtelsen kom den 30-årige kvinde pludseligt gående med et papkrus med kaffe og uden varsel kastede hun først kaffe i ansigtet på drengen, hvorefter hun gik hen til pigen og kastede kaffe på hende, mens moren stod lige ved siden af.

Den 30-årige råbte efterfølgende noget uforståeligt efter moren og gik hastigt fra stedet, og da politiet ankom, lykkedes det i første omgang ikke at finde kvinden. En times tid efter opdagede nogle vagter ved DGI-huset den 30-årige og holdt hende tilbage, indtil en patrulje kom og anholdt hende.

De to børn kom umiddelbart ikke til skade ved overfaldet.

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.00 en 26-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for forsøg på grov vold, butikstyveri og overtrædelse af knivloven.

Ifølge sigtelsen stjal den 26-årige torsdag kl. 15.35 en mobiltelefon fra en butik på Kirkegade i Randers C. Han blev dog opdaget af en vagt, der tilbageholdt ham. Det lykkedes den 26-årige at overlevere mobiltelefonen til en medgerningsmand, som stak af. Den 26-årige trak ifølge sigtelsen efterfølgende en kniv og stak flere gange ud efter vagten, der fik en lang flænge i sin t-shirt ved angrebet.

Herefter løb den 26-årige fra stedet og ned ad gågaden med kniven i hånden. En patrulje fik kort efter øje på ham ved Middelgade, hvor han blev anholdt. I en taske, som den 26-årige havde haft på sig, fandt politiet efterfølgende yderligere tre knive.

Den anden gerningsmand til tyveriet er fortsat på fri fod, hvorfor anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen.

**

 

Lastbilchauffør overfaldet og røvet

Torsdag kl. 12.40 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 35-årig mandlig lastbilchauffør, der kort forinden var blevet udsat for et groft overfald.

Den 35-årige lastbilchauffør har forklaret til politiet, at han sad i sin lastbil og holdt en kort pause ud for nr. 17 på Jettesvej i Brabrand. Her så han to mænd, der kom gående imod lastbil og hen til fordøren, hvor de stoppede op. Lastbilchaufføren har forklaret, at han åbnede døren og havde en kort dialog med den ene af de to mænd, der stod og betragtede lastbilen.

Pludselig steg den anden mand op på dørtrinnet og greb fat i chaufførens overalls og T-shirt, trak ham ud af lastbilen og smed ham hårdt ned på jorden, hvorefter han sparkede ham flere gange. Samtidig hoppede den anden mand ind i lastbilen, hvorfra han stjal nogle kontanter og en kasse med diverse kort og papirer. Herefter løb begge mænd fra stedet i ukendt retning.

De to mænd beskrives som:

A – ham der stjal fra lastbilen

  • Østafrikansk af udseende
  • 20-25 år gammel
  • Ca. 170 cm høj
  • Spinkel af kropsbygning
  • Sort, kort og kruset hår
  • Var iført grå cargopants joggingbukser
  • Talte dansk

B – ham der sparkede

  • Østafrikansk af udseende
  • 20-25 år gammel
  • 175-180 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Sort, langt og kruset hår
  • Var iført en sort hættetrøje og grå joggingbukser
  • Talte dansk

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til overfaldet eller fra andre, der måtte have viden om, hvem de to mænd er. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Kvinden lod sig ikke narre, da hun blev ringet op fra ”banken”

Torsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 72-årig kvinde fra Højbjerg, der var blevet forsøgt udsat for svindel. Kvinden var onsdag eftermiddag kl. ca. 16.00 blevet ringet op af en mand der fortalte hende, at han ringede fra Danske Bank, og at nogen havde forsøgt at hæve penge på hendes kort.

Manden forsøgte at få kvinden til at give ham sine kortoplysninger, hvilket hun afviste. Herefter tilbød manden at sende et postbud forbi kvindens adresse, med henblik på at hente hendes kort og få dem spærret. Kvinden afviste hans tilbud, men manden bad hende blive i røret, indtil postbuddet var fremme.

Få minutter senere efter mødte en mand op på kvindens adresse for at afhente hendes dankort, men kvinden udleverede hverken kort eller andre personlige oplysninger til manden, og hun bad ham i stedet gå fra stedet, hvilket han gjorde.

Gode råd fra politiet

Østjyllands Politi har tidligere haft sager, hvor fremgangsmåden har været den samme som i ovenstående tilfælde. Politiet opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op af nogen, der oplyser, at de ringer fra banken.

Er man i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i. Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken. Derudover advarer politiet imod, at man udleverer sine kreditkort eller andre personlige oplysninger til fremmede.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.

**

20-årig fik beslaglagt sin soundboks og blev sigtet

En 20-årig mand havde ikke helt forstået Aarhus Kommunes nye regler om, at man ikke må spille musik fra en højttaler i Botanisk Have efter kl. 20.00. Et par betjente, der torsdag patruljerede til fods i parken kl. 20.33, kunne høre, at der blev spillet musik, og den viste sig at komme fra en soundboks, som stod mellem en gruppe unge mennesker.

Musikken blev slukket, og den 20-årige mand meldte sig som ejer af soundboksen. Han blev derfor sigtet efter ordensbekendtgørelsen, og hans soundboks blev beslaglagt resten af dagen. Han kan nu se frem til en bøde på 1000 kroner. Soundboksen kan den unge mand hente på politistationen fredag.

**

Unge mænd havde stoffer med på boldbanen

Østjyllands Politis specialpatrulje var torsdag kl. 17.35 på patrulje ved en boldbane på Nyringen i Risskov, hvor de traf flere unge mennesker.

En af betjentene lagde mærke til, at der stak noget op af lommen på en 22-årig mand, som derfor blev visiteret. Genstanden i hans lomme var en pose med noget skunk, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

I samme gruppe af unge mennesker befandt sig en 20-årig mand, og da betjentene kom tæt på ham, kunne de lugte hash. De visiterede ham derfor og kiggede i hans taske, hvor der lå en mindre mængde skunk i et par poser. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Den 20-årige fik ud over stofferne også beslaglagt nogle tusinde kroner i kontanter, som patruljen fandt i hans lomme. Det viste sig nemlig, at han skyldte penge til SKAT.

**

Tip førte til anholdelse af formodet narkosælger

Nogle beboere i Frederiksbjerg-området i Aarhus C havde tippet politiet om, at der nogle gange foregik noget mulig narkohandel, ved en lejlighed på en bestemt vej, og derfor tog Østjyllands Politis specialpatrulje torsdag kl. 18.25 ud til adressen.

De bankede på døren til lejligheden, og blev lukket ind af en mand, som var på besøg på stedet. Da betjentene kunne lugte hash på stedet, besluttede de at ransage lejligheden, selvom den 26-årige mandlige beboer ikke var hjemme.

Under ransagningen fandt betjentene noget kokain og en del plader med hash. Kort efter kom beboeren hjem og erkendte, at stofferne var hans. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

**

Standset i bil og sigtet for at ville sælge kokain

Et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje fattede torsdag kl. 22.40 mistanke til en mand, der kørte rundt i en bil på Bispehavevej i Hasle, og de fik derfor dirigeret bilen ind til siden. Da de tog kontakt til den 26-årige mand bag rattet, virkede han særdeles nervøs, og betjentene fandt hurtigt ud af hvorfor.

I hans lommer lå et par salgsposer med kokain og nogle tusinde kroner i kontanter. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og kokainen og kontanterne blev beslaglagt. Fundet fik politiet til også at ransage mandens adresse. Her fandt betjentene en mindre mængde hash, som også blev beslaglagt.

**

To mænd sigtet for mørbradstyveri

En vagt i Bilka i Tilst tilbageholdt torsdag kl. 21.46 to mænd på hhv. 56 og 59 år, som han genkendte fra et tyveri begået i butikken dagen før. Ifølge vagten havde han på overvågningen set mændene stjæle 11 oksemørbrad, som de havde puttet i en taske, hvorefter de var gået ud af butikken uden at betale.

Ingen havde nået at få fat i mændene, men nu befandt de sig igen i Bilka, forklarede vagten, da han kontaktede politiet.

En patrulje kørte til stedet og sigtede begge mænd for tyveriet, som den ene erkendte. Kødet havde han solgt kort efter tyveriet, oplyste han.

**

Anholdt for at forstyrre den offentlige orden

Torsdag kl. 17.15 blev Østjyllands Politi kaldt ud til en adresse i Tilst, hvor der er var opstået nogle uoverensstemmelser mellem nogle familiemedlemmer, hvilket var resulteret i, at en 22-årig mand var begyndt at fare op og råbe af forbipasserende.

Da patruljen ankom til stedet, begyndte den 22-årige mand i stedet at råbe af betjentene, og han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

Beruset mand sparkede til busskur

Natten til fredag kl. 00.44 kørte en patrulje på Dytmærsken i Randers, da de ved busterminalen bemærkede en ung mand, der gik og fægtede med armene, hvorefter han gik hen til et busskur og sparkede hårdt til glasmontren.

Patrulje tog fat i den 36-årige mand, der blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Manden var noget påvirket af alkohol og fik derfor lov til at tilbringe resten af natten til detentionen.

**

Havde joint i hånden og kokain i lommen

Et par civilklædte betjente fra specialpatruljen var torsdag aften omkring kl. 21.20 på patrulje ved Godsbanen i Aarhus. Her traf de en 37-årig mand, som stod med en joint i hånden. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og blev visiteret.

I hans lommer fandt betjentene en mindre mængde skunk og noget kokain, som ligesom jointen blev beslaglagt.

**

 

Brand i forladt landejendom

Politi og brandvæsen rykkede fredag kl. 6.48 ud til en brand i en forladt landejendom på Rasborgvej i Solbjerg. En borger havde set det ryge fra taget af en lade og havde derfor ringet 112.

Ilden var gået ud af sig selv, da brandvæsnet kom frem, men der var skader efter en mindre brand i det ene hjørne af den tomme lade.

Brandårsagen er uvis, men politiet mistænker, at branden kan være påsat, og sagen undersøges nu nærmere.

**

Brand i hus

Torsdag kl. 11.08 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i et hus på Skovbrynet i Hammel. En af betjentene fra nærpolitistationen i Hammel kørte forbi og kunne konstatere, at husets beboer selv havde fået slukket ilden, og at der ikke var nogen fare for spredning. Brandvæsnet ankom efterfølgende for at efterse stedet. Brandårsagen kendes endnu ikke.

**

Færdsel

Torsdag kl. 10.30 blev en 46-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Husarvej i Randers NØ.

Torsdag kl. 10.35 blev en 41-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Lillegade i Randers SV.

Torsdag kl. 13.34 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SØ. En 57-årig mandlig lastbilchauffør kom kørende ad Aarhusvej mod nord, da han op bag i en anden bil, der blev ført af en 74-årig kvinde. Der skete betydelig materiel skade, men umiddelbart ingen personskade.

Torsdag kl. 14.52 skete der et færdselsuheld på Klemstrupvej i Ryomgård. En 18-årig kvindelig bilist kom kørende ad Klemstrupvej, da hun i en kurve mistede herredømmet over bilen og kørte ude i grøften og ind i et træ. Bilen blev totaltskadet, og kvinden blev kørt til behandling på skadestuen. Hun var dog ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Torsdag kl. 16.08 skete der et færdselsuheld i krydset Bjergbyvej/Mariagervej i Spentrup. En 74-årig mandlig bilist kom kørende ad Bjergbyvej og ville svinge til venstre ad Mariagervej, da han stødte sammen med en anden bil, ført af en 67-årig kvinde, der kom kørende ad Mariagervej. Den kvindelig bilist blev efterfølgende kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen.

Torsdag kl. 17.10 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordre Ringgade i Aarhus N.

Torsdag kl. 18.03 blev en 55-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Hobrovej i Randers C. Bilens 54-årige kvindelige ejer blev desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.

Natten til fredag kl. 01.09 blev en 47-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Tulipvej i Randers SV.

Natten til fredag kl. 01.20 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Søndervangen i Viby begået mellem onsdag den 23/6 k. 18.00 og torsdag den 24/6 kl. 10.10
  • På Viborgvej i Sabro begået mellem fredag den 18/6 kl. 12.00 og torsdag den 24/6 kl. 11.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi