Aarhus er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Flere sigtet i færdselskontrol
En større gruppe unge bilister kørte fredag aften rundt og lavede "drifting" m.m. på en vej i Hasselager. Da færdselspolitiet ankom til stedet, kørte bilisterne derfra, men cirka 45 minutter gentog de deres ulovlige kørsel på Bredskiftevej i Tilst, hvor de igen blev opdaget af færdselspolitiet.
Flere af bilisterne blev sigtet, og der var også gang i bødeblokken, da færdselspolitiet foretog kontrol på Ringvejen i Aarhus sammen aften.
Blandt de sigtede var en 20-årig mand, som på Ringvejen ved Bautavej blev målt til at køre 120 km/t mod de tilladte 70 km/t. Trods sin unge alder havde han allerede syv klip i kørekortet – så han kan se frem til en længere periode uden kørekort.
En kun 17-årig ung mand uden kørekort valgte ved Viby Torv at køre over for rødt lys. Desværre for ham med en civil politibil bag sig.
Det blev fredag aften til i alt 23 sigtede, der fordelte sig på følgende sager:
- 8 x hastighedssager – heraf 2 til betinget – øvrige 6 til klip.
- 1 x rødt lys.
- 1 x 17 årig kørte personbil uden førerret.
- 3 x sele.
- 4 x mobiltelefon.
- 3 x konstruktivt ændret knallert 30.
- 6 x andre overtrædelser af færdselsloven
**
Ung mand gjorde opmærksom på sig selv og fik flere sigtelser
En 25-årig mand gjorde søndag aften omkring kl. 22.45 kraftigt opmærksom på sig selv, og det endte med at koste ham flere sigtelser.
Et par betjente havde netop standset en bil i en kontrol på Århusvej i Randers og stod og talte med føreren, da den 25-årige kom kørende forbi. Han hylede og råbte af betjentene ud af sit nedrullede vindue, mens han havde hornet i bund.
Den adfærd fik betjentene til at hoppe ind i patruljebilen og køre efter bilisten, som blev indhentet og dirigeret ind til siden lidt længere henne ad vejen.
På førersædet sad den 25-årige mand, og ved siden af sad hans jævnaldrene ven.
Den 25-årige erkendte, at det var ham, der havde råbt og dyttet, og han blev sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden og unødigt brug af horn. Begge mænd blev visiteret, og bilen blev ransaget, og i bagagerummet fandt patruljen et hjemmelavet træbat og et stort jernrør.
Da den 25-årige erkendte, at bat og rør var hans, og han ikke havde nogen god forklaring på, hvorfor de lå i bilen, blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
**
Brand på bosted – kvinde anholdt og sigtet
Politi og brandvæsen rykkede søndag aften kl. 23.15 ud til en brand på et bosted på Katrinebjergvej i Aarhus N.
Personalet på bostedet fik hurtigt evakueret alle beboerne, og ingen kom umiddelbart noget til.
Branden var opstået på et værelse, som blev kraftigt skadet, men brandvæsnet fik slukket ilden, inden den nåede at brede sig yderligere.
Ud fra de indledende undersøgelser fik politiet mistanke til, at branden var påsat, og en ung kvinde, som bor på stedet, blev anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse.
**
Sparkede betjent under anholdelse
Østjyllands Politi fik søndag omkring kl. 8.00 en anmeldelse om, at en 43-årig mand skabte uro på et forsorgshjem i Tranbjerg, hvor han var aggressiv og truede personalet.
Da patruljen kom frem, stod den 43-årige ude på p-pladsen foran hjemmet, efter han var blevet bortvist. Han var ikke videre samarbejdsvillig, og da patruljen ville anholde ham, gjorde han kraftigt modstand og sparkede ud efter en betjent, som han ramte på benet.
Det lykkedes dog at lægge ham i håndjern, og han blev efterfølgende sigtet for vold mod en betjent og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
**
Beruset mand skabte uro og forsøgte at flygte
En borger ringede søndag kl. 11.37 til politiet, da han så en beruset mand vælte et reklameskilt til Burger King på Gl. Århusvej i Randers SV. Borgeren så, hvordan manden efterfølgende tog to kantpæle i siden af vejen op, og brugte dem til at hamre løs på skiltet, som blev ødelagt.
En patrulje i nærheden kørte til stedet, og de fandt hurtigt frem til en 40-årig mand, der virkede påvirket af alkohol. Han erkendte, at han havde ødelagt skiltet, og han blev sigtet for hærværk.
Senere på dagen, omkring kl. 15.45, var den 40-årige på spil igen. Denne gang var han gået ind på Burger King og nægtede at forlade restauranten. En patrulje kørte igen til stedet, og da manden var kraftigt påvirket af alkohol og skabte uro på stedet, besluttede betjentene at anholde ham.
I stedet for at lade sig anholde løb den 40-årige ud fra restauranten og hen over et grønt område, inden han blev indhentet og lagt i håndjern.
Under en visitation af ham fandt betjentene et knojern i hans lomme, og han blev derfor både sigtet for at flygte fra politiet og for overtrædelse af våbenloven. Da han under anholdelsen råbte adskillige skældsord mod betjentene, blev han også sigtet for at fornærme politiet.
**
Brand i silo på Studstrupværket
Omkring kl. 22.00 søndag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var en ulmebrand i en kulsilo på Studstrupværket i Skødstrup. En medarbejder havde under et forsøg på at lægge skum på siloen, kortvarigt mistet bevidstheden. Han blev reddet ud af nogle kolleger og blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset.
Brandvæsnet hjalp med at få kølet siloen ned, og branden bredte sig ikke yderligere.
**
Patrulje fandt hash i lomme og knive på jorden
En patrulje fra Østjyllands Politi fik søndag kl. 16.30 mistanke til en mindre gruppe unge mænd, som sad i nogle biler, der holdt ved Vejlby Risskov Hallen i Risskov.
Betjentene rettede henvendelse til mændene, og alle blev visiteret. I lommen på en 19-årig mand fandt patruljen en pose med nogle klumper hash, som han blev sigtet for at besidde.
De andre personer havde ikke noget ulovligt på sig, men betjentene opdagede to knive, som var smidt i græsset tæt på dem. Det var i første omgang ikke muligt at fastslå, hvem der havde haft knivene på sig, så ingen blev sigtet.
Både stoffer og knive blev beslaglagt.
**
Sigtet: Røg joint i kælder
To mænd på 32 og 37 år blev søndag kl. 21.28 opdaget af et par betjente, mens de stod og røg en joint i en kældergang på Gudrunsvej i Brabrand.
Patruljen kunne lugte hash, da de kom forbi, og da de gik ned i kælderen, så de mændene med en joint i hånden. Den ene smed hurtigt jointen fra sig, da han så politiet, men både han og hans ven blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Færdsel
Søndag kl. 13.47 blev en 51-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Bådevænget i Randers NØ. Det var en opmærksom borger, som ledte politiet til den formodede spritbilist.
Søndag kl. 16.30 skete der et færdselsuheld på Herredsvej i Aarhus V. En 22-årig kvinde holdt på et parkeringsareal i siden af vejen, og da hun kørte ud derfra ramte hun sammen med en bil ført af en 43-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 22-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Søndag kl. 16.32 skete der et færdselsuheld i krydset Nørregade/Ledvogtervej i Hinnerup. En 44-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 55-årig mand, som var i færd med at krydse vejen via et fodgængerfelt. Fodgængeren blev tilset i en ambulance, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Søndag kl. 16.50 skete der et færdselsuheld i krydset Glarbjergvej/Brigadevej i Randers NØ. En 46-årig kvindelig bilist kørte sammen med en trehjulet scooter ført af en 32-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Natten til mandag kl. 01.29 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en mindre mængde kokain og hash i bilen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Fruenshøj i Løgten ved Skødstrup begået mellem fredag d. 26/2 kl. 10.00 og søndag d. 28/2 kl. 13.15